Kvartal, hvis Forside vendte mod Havnen og Dampskibsbryggen; men paa Bagsiden var der et mørkt Smug, og der holdt Pitter Nilken til i Kramboden.
Grosserer Worse havde aldrig ligt, at man talte om den Krambod; det var ikke stort og fint nok for ham at drive Krambodhandel. „Det er“ — pleiede han at sige — „mest for gamle Samuelsens Skyld, jeg beholder den Smule Butik; den har jo ingen Betydning i en Forretning som min!“
Det havde ogsaa Fru Worse troet; men hin Aften lærte hun noget andet. Det viste sig, altmedens Hr. Samuelsen forklarede og beregnede, at Kramboden slet ikke var til at foragte. Fruen fik tilslut en Følelse af, at det igrunden var den, som alt længe havde holdt Liv i det hele.
Langt udover Natten sad de to og regnede. I Førstningen syntes det Fru Worse saa haabløst at høre efter; alt hvad hendes Mands Venner og Kreditorer havde forklaret hende i de sidste Dage, havde været saa indviklet og fuldt af vanskelige Ord. Men det var anderledes med Peder Samuelsen; han gav sig ikke, før han mærkede, at hun forstod. Saa begyndte det at dages for hende, og tilslut sagde hun Gang efter Gang: „Nei — men Herregud! dette er jo saa greit som Fod i Hose!“
Den næste Dag lod hun spænde for og kjørte alene ud gjennem Byen. Den Forargelse, dette vakte, lader sig ikke beskrive. Tænke sig, at hun som neppe eiede Kjolen paa Kroppen, vovede at kjøre med to Heste midt for Næsen af alle dem, hendes Mand havde taget ved Næsen. Stemningen havde været noksaa blød i Betragtning af, at det dog skulde blive ret opbyggeligt at se den hovmodige Fru Worse leve af maanedlig Understøttelse; men nu slog den om og blev haard som Sten.
Men Fru Worse syntes ogsaa at være bleven haardere siden igaar, og da hun traadte ind i Konsul Garmans Kontor med Pitter Nilkens Papirer i Haanden, var hendes Skridt faste som en Mands.
Det var vistnok mange Aar siden Worse var traadt ud af Firmaet; men der var altid et Nag mellem begge Partier; den Afdøde og C. F. Garman havde aldrig kunnet fordrage hinanden. Det var derfor et stort Tiltag for Enken at henvende sig til Konsul Garman. Men Samuelsen havde sagt, at uden Garanti fra Garman & Worse var det ikke at tænke paa at holde Boet sammen.
Da Unge-Konsulen saa Fru Worse træde ind, tænkte han, at hun kom med en Tiggerliste, forat faa Midler til at opdrage sin Søn eller noget lignende. Og idet han bød hende Plads ved den
