„Hold Kjæft! —“ raabte Tom, „lad den Gamle faa snakke.“
„Du forsynder dig — Martin!“ sagde Begmanden uden at stamme; han havde drukket flere Gange, og de gamle Øine vare fugtige, „du forsynder dig groveligt, naar du snakker sligt om Firmaet. Her har baade din Far og din Farfar havt sit gode, visse Arbeide, og det kunde du ogsaa havt, hvis du havde artet dig bedre. Gamle-Konsulen var den første Mand i Verden — Unge-Konsulen er ogsaa en Hædersmand — Skaal for ham! —“
„Aa —“ afbrød Martin, „jeg ved ikke, hvad du snakker efter — Farfar! jeg synes ikke, du just har saa stort at rose af. Hvor blev der af Far min og Farbror Svend og Farbror Reinert? — væk allesammen paa Konsulens Skibe! — og hvad har du igjen? — to tomme Næver og saameget Mad, at du netop bjerger Livet! Eller kanske du synes —“ lagde han til med en styg Latter — „at vi hører til „Familien“ for Mariannes Skyld!“
„Martin! — din forb — forb — fo —“ den gamle Mand blev rød i Hovedet helt opimellem de hvide Haartotter, han stred og arbeidede med det gjenstridige Ord; men det blev bare værre.
„Drik Gamling!“ sagde Tom godmodigt og rakte Kruset frem.
Begmanden stansede og trak Pusten. „Tak — Mr. Robson!“ sagde han og tog en Slurk.
„Hvad sagde Stamfaderen?“ spurgte Væggelusen med forstilt Alvor; men denne Vittighed var for fin til de andre, og Væggelusen maatte le alene.
Tom Robson gjorde Miner til de andre, at de skulde lade den Gamle i Fred. Begmanden lagde Piben i Vestelommen, reiste sig og gik ind i det lille Kammer ved Siden af Kjøkkernet, hvor han sov. Den stærke Drik havde bragt Ungdommens Hidsighed op igjen; men aldrig havde hans Magtesløshed ligget saa tungt paa ham som iaften.
Endnu længe sad de andre og drak, til der ikke var mer; Lampen begyndte at ose, for Olien slap op. Saa tumlede de afsted, Væggelusen indover „west end“, men Tom Robson klatrede op ad en Sti, som førte opover Fjeldet bag Begmandens Hytte. Han boede hos en Enke i Skippermarken — et stort Stykke Udmark, som hørte til „Gaarden“.
Torpander fulgte med Robson, fordi han var ræd for at gaa gjennem „west end“, og fordi han vilde kaste et sidste Blik paa den Elskedes Kammervindu, som vendte mod Fjeldsiden.
Martin lukkede Døren efter dem og gav sig ifærd med at løfte Laaget af Bænken, hvori han skulde ligge. Han saa ikke, at der laa nogle tomme Flasker; de rullede paa Gulvet og en knustes
