Naar de fire sad sammen — de tre for at drikke, Torpander for at være i den Elskedes Nærhed — førte Martin oftest Ordet. Væggelusen fik lidet være med, thi han var saa besværlig, og naar Mr. Robson, der indehavde etslags Præsidentværdighed, undertiden lod ham komme tilorde, havde Væggelusen saa mange fremmede Udtryk, at de ikke forstod ham.
Heller ikke Carl Johan Torpander pleiede at sige stort. Aftenens Begivenhed var for ham Mariannes Hjemkomst, og efter den Tid sad han helst i stille Henrykkelse. Men iaften understøttede han Martins rasende Anfald paa Garmans — som Torpander ogsaa hadede — og kom med en Del Avistirader om Kapitalens Tyranni og sligt noget.
„Aa — Fanden ivold med dit fordømte Svenskesnak!“ skreg Præsidenten, „lad os høre, hvad det er Væggelusen sidder og knurrer om.“
„Ser De — mine Herrer!“ begyndte Væggelusen strax, „Proleteriatets Ret —“
„Hvadforslag?“ — raabte Martin.
Væggelusen hørte ikke og blev ved med sit, idet han lod sine dovne Øine glide fra den ene til den anden, for at se, om de hørte efter.
Men Martin kunde ikke tie længer; han tog atter paa at bande og skjælde Garman & Worse og Kapitalen og Kapteinen og hele Verden, mens han uafladeligt drak Øl og tændte Piben over Lampen.
Gamle Anders havde først sat sig foran Kjøkkendøren; men iaften vare de saa rolige — syntes han, og desuden maatte han altid høre efter, naar Talen var om Firmaet. Derfor flyttede han henimod Bordet. Tom Robson gjorde Plads for ham i Bænken og bød ham sit Krus.
„Tak — Mr. Robson,“ sagde Begmanden og drak.
Tom Robson var ikke blot Selskabets Præsident; men han var ogsaa etslags Vært, forsaavidtsom han bekostede Drikkevarerne. Ved Siden af sig paa Bænken havde han staaende en Flaske Rum, hvoraf han fra Tid til anden skjænkede et Spidsglas rundt til Selskabet. Selv brugte han at hælde en god Slump Rum i sit Øl, „for at døve Vandsmagen“ — som han sagde. Han sad nu og karvede op et Stykke Skraatobak for at stoppe i Piben.
„Deilig, fin Tobak — Mr.Robson!“ sagde Begmanden.
„Værsaagod — stop i! — if you please —“ svarede Tom godmodigt.
„Tak — Mr. Robson! —“ sagde den Gamle fornøiet og drog frem sin Kridtpibe. Stilken var sletikke over halvanden Tomme
8*
