„Og hvilket Indtryk har De faaet af vor Natur?“ fortsatte den gamle Herre, „jeg forudsætter, at De allerede har besøgt de større Udsigter ved Byen.“
„Et mægtigt Indtryk“ — svarede Kandidat Johnsen, „men Naturen her synes mig saa stor og gribende, at man altid maa føle en Tyngsel i disse Omgivelser.“
„Her er Dem vel for tungsindigt?“ spurgte Rachel lidt henkastet.
„Aa nei — just ikke det!“ svarede han roligt, „snarere vilde jeg sige, at Naturen her har noget — ja hvad skal jeg kalde det! — noget fordringsfuldt: man faar ligesom en Følelse af, at man skylder at gjøre noget, udrette noget, som kan række vidt og sees fra det fjerne.“
Hun saa paa ham med Overraskelse, men Legationssekretæren sagde godmodigt:
„Jeg for min Del finder nu, at den øde Kyst og det umaadelige Hav mere stemmer Sindet til Eftertanke og Drømmerier end egentlig opflammer til Handling.“
„Naar jeg, kommer i Deres Aar — Hr. Legationssekretær,“ svarede Kandidat Johnsen „og faar udrettet noget, vil jeg maaske se paa Livet med de samme Øine som De.“
„Aa Gud bedre!“ sukkede Onkel Richard halvt smilende halvt vemodigt, „hvad det angaar at have udrettet noget — saa —“
Idetsamme gik Døren op, og den unge Fru Fanny Garman traadte ind. Hun var saa straalende skjøn, at alle maatte se paa hende. Den lysegraa Silkekjole med de blegrøde Sløifer havde et Snit, som ikke hørte hjemme der paa Kysten. Men man kunde ikke blot se paa hende og paa Kjolen, at de vare Sjeldenheder i sin Kreds; men man saa ogsaa ved første Øiekast, at de hørte sammen — disse to: det fine, raslende Stof og den slanke, bløde Kvinde med de blinkende Øine.
Og idet hun let og munter gik over Gulvet, forat hilse paa sine Svigerforældre, var der noget sikkert og ubekymret i hendes Gang og Væsen, som var meget forskjelligt fra den Blanding af Ængstelse og Arrigskab, hvormed unge Fruer pleie at bære kostbare Silkekjoler med Slæb.
„Der har hun ved Gud en ny!“ snerrede Fru Aalbom.
„Mais mon dieu! comme elle est belle!“ hviskede Legationssekretæren henrykt.
Efter Fru Fanny kom den lille, smidige Kandidat Delphin, Amtmandens Fuldmægtig, derpaa Jacob Worse og tilslut Morten Garman.
