saameget som det stod i hendes Magt. Men Gorm kom under disse Forfølgelser til at gjøre Indgreb paa det tydske Riges Omraade. Karolingernes Stamme i Tydskland var uddøet 911, og nu regjerede i Tydskland den tappre og driftige Kong Henrik af det saxiske Hus, almindelig bekjendt under Tilnavnet Fuglefænger (918–936). Henrik angreb Gorm i hans eget Rige og ydmygede ham saaledes, at han maatte afstaa fra sine Forfølgelser mod de Christne og indrømme dem fri Religionsøvelse. Hovedofferstedet ved Hleidr (Leire) i Sjælland, en Levning udentvivl lige fra Goternes Tid, skal ved denne Leilighed være blevet forstyrret tilligemed den der øvede Offertjeneste. Den meget alderstegne Gorm var selv ikke at bevæge til at opgive Hedendommen, men hans Søn Harald skal allerede ved denne Leilighed, uden Tvivl forhen paavirket af sin Moder Thyri, have viist sig Christendommen gunstig.
I Anledning af dette Henrik Fuglefængers Tog, som skal have foregaaet 934, var det, at den bremiske Kirkes Missionsvirksomhed igjen begyndte at yttre et kraftigere Liv. Den før nævnte Erkebiskop Unne, en driftig Mand og ivrig Christendommens Forkynder, fulgte Kong Henriks Hær til Danmark ledsaget af mange Prester og Munke. De tvende ældre Kirker i Slesvig og Ribe bleve igjen oprettede, og en tredie i Aarhus skal være bestemt til Oprettelse, skjønt Bestemmelsen først meget senere blev udført. Ogsaa paa Øerne virkede Unne ved sine Prædikener. Derfra drog han til Sverige, kom under mange Besværligheder til Birk eller Sigtun og bragte der den forfaldne Christendom igjen noget paa Fode. Men her fandt han Maalet for sin Virksomhed, da han i Aaret 936 afgik ved Døden. Hans Efterfølger paa Bremens Erkestol var Adaldag, der i en lang Rekke af Aar, 936–988, beklædte denne Verdighed, og ved sin Virksomhed baade i Tydsklands og Nordens Anliggender vandt megen Berømmelse.
Omtrent samtidig med Erkebiskop Unne, omkr. 936 (Aaret vides ei med Bestemthed), døde ogsaa i en overmaade høi Alder, Gorm den Gamle, og hans Søn Harald, kaldet med Tilnavn Blaatand, der allerede en Tid synes at have været sin Faders Medstyrer, fulgte ham som Danmarks Enekonge. Under Haralds lange Rigsstyrelse, omtr. 936–986[1] (Tidsregningen er her meget usikker), blev Christendommen grundfæstet i Danmark, skjønt Hedendommen ei ganske blev udryddet. Harald havde, som allerede fortalt, under Henrik Fuglefængers Tog viist sig Christendommen gunstig – om af Overbeviisning eller Statsklogskab maa lades uafgjort –; Daaben havde han imidlertid ei modtaget. Men senere hen indvikledes han i en
- ↑ Munch I. 2. 106. f.
