jordisk Myndighed i Kongens Hænder, hvilken Myndighed Kongen har af selve Gud, som hans Salvede ifølge sin kongelige Verdighed, uden Kirkens eller Biskoppernes Mellemkomst, og for hvis Benyttelse han staar Gud ene til Ansvar; – at den endelig ved en simpel Følgeslutning endog unddrager Kongens Person, som hellig ved den Verdighed Gud umiddelbart har betroet ham, fra Kirkens Dommermyndighed i aandelige Sager, hvilken den forresten indrømmer Biskopperne at udøve endog ved Excommunication.
Hvorledes Sverrer af en saadan Lære kunde udlede et Forsvar for sit eget Kongedømme imod Kirkens Paastande til Fordeel før Magnus Erlingssøns, er ikke vanskeligt at begribe. Sverrer paastod at være Konge ifølge Rigets lovbestemte Arvefølge og en lovformelig Antagelse, overhovedet ifølge en lige siden Rigets Stiftelse tilværende og aldrig retlig ophævet Lov; medens Magnus derimod var Konge ifølge en nyere selvgjort Bestemmelse, der aldrig ad retslig Vei havde vundet Gyldighed som almindelig Landslov, og som man desuden maatte give tilbagevirkende Kraft for deri at finde nogen Støtte for Retmæssigheden af hans Kongedømme. Sverrer var altsaa ifølge selve sin lovlige Adkomst til Kongedømmet den sande Herrens Salvede, medens Magnus ikkun var den jordiske Kirkes Salvede ifølge en Anmasselse af Biskopperne. Hos Sverrer hvilede den guddommelige Ret i al sin Fylde, og den kunde ingen Excommunication eller Bansættelse fra Kirkens Side udslette. Kirkens Sverd var mod ham uvirksomt og vendte sig kun mod Biskopperne selv, som vovede ulovligen at hugge med det. Enhver Reisning af hans Undersaatter mod ham var et Oprør mod Gud selv, hvilket han var berettiget til, ja pligtig at revse; og for Maaden, hvorpaa han revsede det, stod han kun Gud til Ansvar.
Læren gjennemført i streng Følgerigtighed var farlig ikke for Kirkens jordiske Magt alene, men ogsaa for Folkets Frihed og gamle Ret. Den sammentrængte nemlig al mulig Statsmyndighed i Kongedømmet, som den eneste af Gud beskikkede Øvrighed i jordiske Ting, og erkjendte ingen anden Statsmagt. Den stillede i Grunden Kongen over alt jordisk Ansvar, over enhver ældre statsretlig Overeenskomst mellem Kongedømme og Folk, paa hvilken Norges Samfundsorden hidtil hvilede, og kunde saaledes, strengt fulgt, lede til det mest uindskrænkede og utaaleligste Kongedespoti. Det var ogsaa paa denne Lære, med dens Misforstaaelse af det christelige Begreb om Øvrighed – der naturligviis ikke udelukkende betegner Kongedømmet, men enhver lovlig indstiftet Statsmagt –, at det uindskrænkede Kongevelde byggedes, som i mange af
