Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/25

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
11
De frankiske Fyrsters Bestræbelser.

uskikket til at bestaa med Kraft den senere indtrædende alvorlige Kamp mod Christendommen inden Fædrenelandets egne Enemærker.

Allerede i de første Tider, efterat de hedenske Nordboers Vikingetog havde begyndt at antage en mere storartet Karakter – hvilket var omkring 800 – opstod hos Geistlighed og Konger hos et af de Folk, som mest vare udsatte for deres Herjninger, Frankerne nemlig. Tanken om at sende christne Lærere ind i selve Vikingernes Hjem for der at virke til deres Omvendelse. En dobbelt Bevæggrund frembød sig her ganske naturligt, en religiøs og en politisk: Iver for Christendommens Udbredelse, og Haabet at kunne ved Christendommen tæmme de Folkefærd, fra hvilke hine Vikingeskarer udgik, hvorved paa eengang Kilden til saamegen Ulykke kunde stoppes, og maaskee tillige en Udstrækning af egen Magt og Herredømme vindes[1].

Keiser Karl den Store (768–814) forberedte allerede denne Sag. Maaskee stod ikke endnu Nordboernes Omvendelse til Christendommen ham ganske klart for Øinene; men hans Kampe med og Seire over Saxerne, disses Omvendelse, og den christelige Kirkes fuldkomne Ordning i deres Land, bragte, som allerede forhen yttret, Christendommen lige ind paa de nordiske Landes Grændse, og i Nærheden af denne blev Biskopsdømmet Bremen oprettet 787. Ogsaa Karls forresten uafgjorende Krige (808–810) med Kong Godfrid – udentvivl samme Person som den norske Gudrød paa Vestfold, der som Hærkonge ogsaa har havt et Rige i den søndre Deel af Jylland ved det frankiske Riges Nordgrændse – vare af Indflydelse, da de bragte de christne Franker og de hedenske Nordmænd i en mere livlig umiddelbar Berørelse, og ret klart viste Frankerne hvor vigtig for deres eget Riges Sikkerhed Nordboernes Omvendelse maatte agtes.

  1. Idet vi gaa over til at omtale den Virksomhed fra tydsk Side, som fra Beg. af det 9de Aarh. udviklede sig for Christendommens Indførelse i Norden, maa Hovedkilderne, hvoraf man herom henter Underretning foreløbig nævnes. De ere: Vita sti. Anscharii, Ansgars Levnet, forfattet paa Latin af Ansgars Discipel, Rimbert, Erkeb. i Bremen omkr. 870. udg. i script. rer Dan. I. o. m. fl. St. – Vita sti. Anscharii, Rimberts Levnet, paa Latin; Forf. ubekj. men Skriftet forfattet for 910, udg. i script. r. Dan. II. o. fl. St. – Magistri Adami historia ecclesiastica, den hamborgske eller bremiske Kirkes Historie, og den dermed forbundne Afhandling: de situ Daniæ vel reliqvarum qvæ trans Daniam sunt, regionum natura, om Danmarks og de øvrige nordiske Landes Beliggenhed og Natur. Dette overmaade vigtige Skrift er forf. paa Latin af Mgr. Adam, Canonicus i Bremen, omkr. 1075. Mange vigtige Efterretninger om Norden havde han af den danske Konge Svein Ulfssøns (Estridssøns) Mund. De kun lidet yngre Scholier eller fuldstændiggjørende Anmærkninger til dette Skrift ere ogsaa oplysende. Flere Udgaver af Adams Verk findes baade særskilte og i Samlinger. Naar det af mig her udf. citeres, er det efter Lindenbrogs Udgave. Jfr. forøvrigt om Adam af Bremen: Munch, det norske Folks Hist. II. 461.