Det var nemlig med det oprigtige Ønske at medvirke efter Evne til Forebyggelse af Alt hvad der kunde forstyrre den gode Forstaaelse mellem Broderfolkene, at jeg havde troet at burde benytte den særegne Anledning, mit Ophold i Sverige og mine personlige Forholde derinde tilbød mig til underhaanden at erhverve en efter alle ydre Mærker paalidelig Kundskab om Stemningen mod Norge. Og skulde jeg end ikke kunne vente tagen for fyldest min blotte Forsikring om at Intet har været fjernere fra mig end Tanken om at Statholder-Sagens Fremgang skulde tjene til at give mig nogensomhelst personlig Fordeel enten med Hensyn til Popularitet hos mine Landsmænd eller i anden Maade, saa turde dog min Erklæring herom vinde i Styrke ved den Erkjendelse, jeg ovenfor har antydet og her gjentager, at det Resultat, jeg selv nærmest havde ventet paa mine Undersøgelser om stemningen i Sverige, netop var et saadant som skulde have ledet mig til efter Evne at virke til fortsat Udsættelse af Storthingets Bifald til Forandring med Statholder-Posten, altsaa i modsat Retning af hvad der den Gang kunde ansees stemmende med den populære Synsmaade i Norge. Og da der ikke længere hertil kunde være nogen Opfordring efter de af mig gjorte Erfaringer, fandt jeg paa den anden Side, idet Sagen selvfølgeligt ikke tiltrængte Paavirkning udenfra, for at gaa sin almindelige jevne Gang til en eventuelt bifaldende Beslutning, heller ingen Anledning til at gjøre nogen positiv Brug af disse Erfaringer. Jeg beholdt dem saaledes ganske for mig selv, uden forsaavidt jeg muligens en enkelt Gang og til en nærmere Bekjendt kan have besvaret en Ytring angaaende statholder-sagens Opfatning i Sverige derhen, at jeg efter mit Kjendskab til Forholdene ikke troede at der nu var at befrygte alvorlige Vanskeligheder fra den Kant, uden at jeg dog i saa Fald har paaberaabt nogen speciel Hjemmel.
Paa denne Maade henstod Sagen altsaa for mit Vedkommende, indtil den Tid nærmede sig, da i Efteraaret 1859, Statsraads-Afdelingen i Stockholm, af hvilken jeg var Medlem, skulde ledsage Hs. Majst. til Norge, hvor Høistsamme første Gang som Konge skulde aabne Storthinget og derefter forblive nogen Tid i Christiania. Der blev da Spørgsmaal om, forinden Afreisen fra Stockholm at tage under foreløbig overveielse et og andet Anliggende, der kunde tænkes at komme til Forhandling allerede under den første Tid af Kongens Ophold i Norge. Derved kom ogsaa det hvilende Forslag om statholder-Posten paa Bane, og det blev af mig gjort til Gjenstand for Omtale, hvorvidt den eventuelle Sanction af en dermed stemmende Beslutning kunde antages at ville møde nogen Vanskelighed af Hensyn til Opinionen i Sverige og Kongens Stilling der nu. Da der i denne Anledning gjordes en Hentydning til at denne Side af Sagen vel kunde antages at være klaret ved den Samtale, jeg derom i sin Tid havde havt med Grev Hamilton og hvis Indhold nu atter kom paa Tale,
