udsaa Mistro og Splid mellem to Folk, der ere bestemte til at agte og elske hinanden, har paa Almenheden gjort et pinligt Indtryk. De to Nationers sunde Sans og oplyste Forstand,» slutter Ministeren, «vil se dette ildesindede Attentat i sit rette Lys; men da Pressen ikke vil undlade at bemægtige sig og til sine Hensigter benytte det, har jeg troet at burde omtale det for Dem for at oplyse Dem om dets virkelige Betydning, og jeg tror ikke at feile ved at forsikre Dem, at den Opsigt, som Grev Anckarsvärd har søgt at vække, ikke vil være ham gunstig, men kun vil gjøre det end klarere for de forenede Folk, hvor nødvendig til begges Vel den Enighed og gjensidige Velvillie er, som deres Konge har stillet som Maal, og som han til Fuldendelse af hans ophøiede Bedstefaders glorværdig grundlagte Værk aldrig vil ophøre at hellige al sin Omsorg.»
En Afskrift af denne Note blev i December meddelt det norske Storthings Præsident til oplæsning i dets Forsamling.
I den Indstilling angaaende Unions-Actens Revision, som jeg i Egenskab af Chef for Justits-Departementet afgav den 21 October 1861, og som den norske Regjering da tiltraadte, finder man fremstillet Gangen i de Forhandlinger, der havde fundet Sted paa Storthingene i 1818 og 1821 samt fra 1848 til 1857 med Hensyn til Spørgsmaalene om en Forandring af Grundlovens Bestemmelser om Statholder-Posten[1].
Som Medlem af Storthinget i 1854, hvor et af Assessor U. A. . Motzfeldt fremsat Forslag til en saadan Forandring blev antaget med 72 mod 29 Stemmer, men ikke erholdt kongelig Sanction, var jeg i den Minoritet, der stemte imod dette Forslag. Upasselighed afholdt mig fra at fremkomme med en udtrykkelig Motivering af min Stemmegivning, hvortil jeg havde nedskrevet nogle Momenter, som jeg tilfældigvis har opbevaret. Deraf sees, at jeg fandt den da foreslaaede Beslutning uheldig baade i Form og Realitet, idet jeg for øvrigt var enig i det ønskelige af at Benævnelsen «Statholder» kunde blive fjernet fra Grundloven. Min Indvending mod Formen støttede sig væsentligt til den Betragtning, at det efter den Maade paa hvilken de omhandlede Bestemmelser ere indkomne i Grundloven, ikke let kunde ventes at opnaae Sanction paa en af Storthinget i sagens daværende Stilling uden videre fattet Beslutning om deres Forandring, men at man paa den Maade rimeligvis blot vilde gjøre det vanskeligere for Kongen, om han for øvrigt skulde billige Sagen i sig selv, at faae
- ↑ «Aktstykker ang. Revision af Foreningen» S. 31–32.
