forandret, da der, endnu førend den norske Regjerings Indstilling var afgiven betræffende Spørgsmaalet om Sanction paa Storthingets ovennævnte Beslutning af 9de December 1859, blev ved den svenske Rigsdag af en Repræsentant paa Ridderhuset[1] den 22de samme Maaned fremsat en Motion om, at Sveriges Stænder skulde andrage paa, at Deres Majestæt, forinden Høistsamme afgjorde det nævnte Sanctions-Spørgsmaal, vilde meddele Rigsdagen Storthingets Beslutning og give det svenske Folks Repræsentanter Anledning til derom at afgive sin Betænkning.»
Hvad der her er sat mellem Klammer blev efter statsraaderne Petersens, Birch-Reichenwalds og Ketil Motzfeldts Udtræden af Regjeringen udeladt af Foredraget. Det sidst indklamrede Ord «Erfaringen» blev da ombyttet med «Tanken».
I Advokat Dunkers i 1866 udkomne Skrift: «Om Revision af Foreningsakten mellem Sverige og Norge», p. 50–51 gjengives Noten saaledes:
Udenrigsministeren Grev Manderström lod den 7de Novbr. 1859, altsaa femte Dag efterat den Anckarsvārdske Motion var afgiven paa Ridderhuset, udgaae en Circulærnote til alle svensk-norske Legationer, hvori han siger, at dersom Stænderne antage den Anckarsvårdske Motion, vil den kunne foranledige en ny Undersøgelse af Unionsbestemmelserne, hvortil den ældre Commissions Arbeider ville levere værdifulde Materialier, men som i saa Tilfælde vil blive foretagen i en ganske anden Aand end den, som har ledet hin oppositionens Veteran, der i sine Betragtninger har tilladt sig ligesaa uretfærdige som ørkesløse Anklager mod salig Kong Carl Johan, hvis allerede i 16 Aar lukkede Grav ikke har kunnet beskytte ham mod lidenskabelige og ildesindede Beskyldninger fra denne gamle politiske Modstander, som heller ikke har taget i Betænkning at paatage sig det sørgelige og lidet indbringende Hverv at fremsætte overdrevne og ofte barnagtige Anklager mod den norske Nation og dens Repræsentanter, et Sprog, der saa meget mere maa vække Forundring, som han til enhver Tid har været den varmeste Lovpriser af Norges constitutionelle Institutioner. «Men – fortsætter Udenrigsministeren – «disse ubetimelige Udfald have heller ikke fundet nogen Støtte eller Sympathi ikke engang hos hans sædvanlige Tilhængere, og Synet af en Olding, som paa Gravens Rand overtager det Hverv at forsøge at
- ↑ [Dalman. Udgiveren.]
