Statsraads-Skiftet, derom meddelte Morgenbladet ingen Oplysning. At Betænkningen ligesaalidt i dens forandrede som i dens oprindelige Lydelse var det nye Ministeriums Program viste sig imidlertid tilfulde, da den Kongelige Resolution af 18 Febr. 1862 blev afgiven, idet ved denne Betænkningen sattes tilside forsaavidt angik et af dens væsentligste Punkter, nemlig angaaende Omraadet for det sammensatte Statsraads Virksomhed. I Henseende hertil havde der ikke været ringeste Dissents under Ventilationerne mellem Statsraadets Medlemmer om Betænkningen af 21 Oktbr. 61, og den Svenske Justitiæ-Statsminister sees til Protokollen af 9 April 1861 at have ytret, at hellere end at den tidligere Ubestemthed af Omraadet skulde vedvare, maatte det være langt at foretrække endogsaa om den af ham dersteds betegnede Norske Opfatning skulde gives Medhold. Da imidlertid bemeldte Svenske Statsminister i Statsraadet den 18 Febr. 62 argumenterede imod denne samme Norske Opfatnings Retmæssighed, og androg paa at Hs. Majst. ikke maatte give den Medhold, men indtilvidere maatte lade foredrage i sammensat Statsraad saadanne Sager, som hidtil i Almindelighed havde været anseede for at egne sig til at paakalde Fælleds-Behandling, opgav Statsraads-Afdelingen Betænkningen i dette Punkt og sluttede sig til den Svenske statsministers Mening.
Denne Kongelige Resolution vilde selvfølgelig have bevirket Birch-R.s og min Udtrædelse af Statsraadet, om vi paa den Tid endnu havde havt Sæde deri.
Den attraaede Forandring i Statsraadets Personale var opnaaet og af Betænkningen var slettet de Hentydninger, som ikke behagede. Men det ansaaes ikke ganske sikkert, at Morgenbladets Virksomhed endnu havde været tilstrækkelig til at borttage hos Almenheden enhver Tvivl om Beføielsen af det Passerede. Paa Aarets sidste Dag leverede Morgenbladet derfor sine saakaldte «Upolitiske Betragtninger over Minister-Krisen», hvori der holdtes en Straffe-Prædiken over den Uroens Aand, som i den senere Tid var kommen i Politiken – og hvis Representanter de aftraadte statsraader havde været – til Modsætning af Kong Oscars fredelige Tider, da Regjeringen ingen Kjæpheste, ingen sprøde Planer havde, da Landet gik frem under en saa organisk og for stærke Rivninger fri Udvikling, under en saa fredelig Samvirken af Fyrste og Folk, at selv den saakaldte oppositions-presse ikke vidste noget at opponere imod. A. B. Stabell havde sænket i Forglemmelse sit hele foregaaende Liv, ikke engang for Adresse-Sagen i 1848 gjorde han Undtagelse. Intet Under da, at han allerede i de første Dage af December kunde have tabt Erindringen om de skarpe Udtalelser, som fandtes i en Artikel i Morgenbladet for 8 Novbr. 1861, «Om Foreningen mellem Norge og Sverige», som han skrev tilfølge en Opfordring af mig om at imødegaa de stadige Klagemaal der fra svensk Side og tildels ogsaa i Udlandets Blade og
