hvis ikke Marx hadde gjenfødt den, git den liv av sit liv, hvis ikke «teorien var blit materiel», hvis ikke «tankens lyn hadde slaat ned i den naive folkegrund» — hvis der med andre ord ikke hadde ligget en realitet til grund for tanken, og hvis ikke Marx hadde trukket forbindelsen mellem tanken og realiteten.
Man kan endnu ikke — i alle fald ikke paa grundlag av det Marx og Engels har leveret i Deutsch-Französische Jahrbücher — si at de to tænker likt. De kritiserer begge et stykke «jordisk jammerdal», og spiren til denne kritik er for dem begge kritikken av religionen, altsaa den første bevægende kraft er fælles for dem begge, den er Feuerbach. De vil begge avskaffe de forhold i hvilke mennesket er et fornedret, et trælbundet, et forlatt væsen. Forskjellen er bare den at Marx allerede her tydelig synes at ha hat følelsen av en lovmæssig utvikling fra det gamle ind i det nye, at det nye naturnødvendig vokser paa det gamles grund. Han vil ikke si til menneskene: la være at kjæmpe, han vil bare vise dem hvorfor de kjæmper; han vil vise dem at det det gjælder er ingen tankestrek mellem fortid og nutid, det er bare en fuldbyrdelse av fortidens tanker. Marx vil vise at menneskeheten ikke begynder noget nyt arbeide, men med bevissthet fuldender det gamle. Marx fordømmer ikke det som er, han bare prøver at forstaa det og forklare det, fordi det i og med sin væren er grundlaget for det som maa komme. Engels forstaar ogsaa det som er, han forstaar bourgeoisisamfundet og dets love, men han lyser sin forbandelse over det som uretfærdighetens samfund, hvor høidepunktet av al samfundsmæssig umoral er naadd. Det gamle maa avskaffes ved bevisste, menneskelige handlinger, og ve det engelske bourgeoisi om det ikke itide blir overbevist om nødvendigheten av et slikt skridt.
Her kan man se en karakteristisk forskjel mellem
