utvikling hele kirkehistorien nu ligger, det skal heller ikke eksistere mere i livet.»
I sin indledning til brevene[1] sier Gustav Mayer: «Han blir for sent kjendt med Schleiermachers lære til at den kan komme hans utvikling tilgode, denne lære som bekræfter hans barnlige anelse om at den egte religion ikke bor i dogmerne men har sit hjem i menneskesindet. For ham kom dette budskap forsent, ti han var et tapt faar for de troendes hjord, siden hans skarpe forstand gjennem den spekulative teologoi hadde trængt frem til den spekulative filosofi og over David Friedrich Strauss hadde naadd frem til Hegel.»
Er det ikke i for høi grad at sverge til en ynglings domme om sig selv at mene at Schleiermacher kom forsent for hans utvikling. Tilsyneladende og i sin egen indbildning skifter Engels overbevisning likesaa let som man skifter klær, og likesaa ofte som han læser noget som gjør sterkt indtryk paa ham. Det hænder at det ikke er tre uker mellem hver gang. Faktisk gjør han det selvfølgelig ikke. Den unge Engels har det fælles med saa mange i hans alder, av hans type, med hans skarpe forstand og hans betydelige indlevelsesevne, at det nye som fylder hans følelse, besætter hans forstand, det som gir ham erkjendelsens glæde, det er han i sin egen indbildning med liv og sjæl. Han er det saa længe stemningen varer, og det er vel i de stunder hans meddelelsestrang har været størst, og det er da han har skrevet de fleste av sine brever. Derfor gir ogsaa disse brever et sligt indtagende billede av et ungt menneskes naive glæde over alt det nye som det kan fatte, rumme i sig, gjøre til sin eiendom. Og naar stemningsrusen er over, blir det tilbake at dets synskreds er blit
videre, det har trukket et nyt livsfelt indenfor sit bedøm-
- ↑ Die Deutsche Rundschau 1913, side 1242.
