stændig forandret, og to nye klasser som litt efter litt sluker alle de andre, er blit skapt, nemlig de store kapitalister eller bourgeoisiet som eier alt — levnetsmidler, raastoffer og arbeidsredskaper — og proletariatet som intet eier og lever av at sælge sin arbeidskraft.
Her er der ikke en ting som ikke faktisk er med i manifestet, og ikke én som minder om Marx. Det er et kort resumé av indledningskapitlet til «Die Lage».
Under næste spørsmaal faar vi vite betingelserne for proletarernes salg av arbeidskraft. Det gir heller intet ut over det Engels har git i «Die Lage». Spørsmaal 6 lyder: Hvilke arbeiderklasser fandtes der før den industrielle revolution? Og svaret: slaver, livegne haandverkssvender og manufakturarbeidere. Derefter følger under fire spørsmaal en sammenligning mellem disse tidligere tiders undertrykte klasser paa den ene side og proletariatet paa den anden side.
Paa tre sider sier Engels her det som manifestet bruker to linjer paa. «Al samfundshistorie hittil har været en historie om klassekampe.»
Det ser i det hele ut som Engels bevisst undgaar de skarpt klingende slagord. Klassekamp, det ord som gir manifestet dets ramme, har ikke Engels en eneste gang i sit utkast. Og paa de tre sider i de fire svar fortæller nok Engels meget om klassekamp, men den stadige parallellisering, det urolige frem og tilbake, utvisker snarere begrepet end levendegjør det. Det er sikkert ikke tilfældig at det er helt utelatt i manifestet. Det skaper dødvand i fremstillingens strøm. Bernstein kalder «den fine fremstilling av forskjellen mellem slaver, livegne og moderne proletarer et værdifuldt tillæg til dette mesterverk». Det er vanskelig at indse at manifestet skulde by paa noget savn i den retning. Tat for sig er «diese schöne Klarstellung» bra nok. I den sammenhæng det
