Det gaar tre uker og supernaturalisten er erklært rationalist: «Jeg vil nu si dig like ut at jeg er kommet til det bare at holde den lære for guddommelig som kan bestaa for fornuften. Hvem gir os ret til blindt at tro bibelen? Bare deres autoritet som har gjort det før os. Ja koranen er et mere organisk produkt end bibelen, for den forlanger tro paa hele sit fortløpende indhold; men bibelen bestaar av mange stykker, mange forfattere av hvilke mange ikke engang gjør krav paa guddommelighet. Og vi skal stik imot vor fornuft tro paa den, bare fordi vore forældre sier os det? Bibelen lærer evig fordømmelse av rationalisten. Kan du tænke dig at en mand som hele sit liv (Börne, Kant, Spinoza) stræbet efter forening med gud, ja at en som Gutzkow hvis livs maal det er at finde det punkt hvor den positive kristendom og vor tids dannelse gaar sammen, at han efter sin død evig, evig skulde bli fjernet fra gud og legemlig og aandelig taale guds vrede uten ende i de grusomste kvaler? Vi skal ikke pine en flue som stjæler sukker fra os, og gud skulde pine en slik mand hvis vildfarelser er likesaa ubevisste, ti tusen gange saa grusomt og i al evighet? — — Og i hvilken tvetydig stilling staar ikke ortodoksien til den moderne dannelse? Man beroper sig paa at kristendommen overalt har ført dannelsen med sig, men nu pludselig byder ortodoksien at dannelsen skal stanse i sin utvikling. Hvad skal filosofien være til naar vi tror paa bibelen, som lærer at gud ikke kan erkjendes ved fornuften? Og dog finder ortodoksien lidt, bare ikke for meget, filosofi hensigtsmæssig. Naar geologien bringer andre resultater end den mosaiske urhistorie, blir den skreket ut, bringer den tilsyneladende de samme som bibelen, beroper man sig paa den.» — — Han haaber vennen tænker for godt om ham til at tilskrive dette formastelig tvilesyke og renomisteri; han vet det vil bringe ham i de største vanskeligheter, men det
