er forfatteren, men jeg raader dig til ikke at si noget om det, «ich käme in höllische Schwulitäten»[1]. Kohl, Ball og Hermann[2] kjender jeg næsten bare av W. Blanks og Strückers recensioner, som jeg har skrevet av næsten ordret. Forresten trøster jeg mig med at jeg ikke har skrevet noget som jeg ikke kan bevise. Beundrer du ikke min kjendskap til karakterene — — og litteraturen? Bemerkningerne om Freiligrath maa vel være gode, ellers hadde Gutzkov strøket dem. Stilen er elendig. Artikelen synes forresten at ha vakt sensation. Jeg forpligter dere paa æresord til ikke at fortælle nogen at jeg er forfatteren.»
Det gnistrer av ungt overmot i dette brev. Sammenligner man Engels med Marx i den samme alder, ser man hvor de som karakterer ligger paa hver sin pol. Den unge Marx stormer ut i livet med det maal at betvinge verden med sin tanke. Ikke engang av tidens gud som alle laa paa knæ for, vilde han la sig fortrylle. Selv skulde han gjøre alt, ut av sig selv, ved sig selv vilde han skape sin livsanskuelse. Han kjæmper saa tungt bevæbnet at han synker i knæ under vegten av sin egen rustning. Og den unge Engels manøvrerer med lekende lethet sin baat paa tidens smaa og store bølger. Fra bølgetop til bølgetop gaar det, og de øieblikke baaten er i bølgedalene, er saa korte at de forsvinder i helhetsbilledet. Tranget til effektjageri eksisterer ikke i Marx’s sjæl. Det er utænkelig at han skulde fundet paa i en artikel at skrive av andres recensioner. Engels tar det ikke saa nøie. Og denne ungdommelige letsindighet klær ham, den er næsten indtagende, fordi den like ved siden av sig har en frisk, charmerende naivitet, og fordi man føler at det er ikke langt til hans elskværdig-ironiske smil over sin egen ungdommelige iver. Marx har sikkert aldrig havt et smil til sit eget ansigt.
