tiden. Hvis altsaa iagttageren forholdt sig fuldstændig receptiv under iagttagelsen, saa vilde han blot kunne komme til det resultat: disse to fænomener har fulgt paa hinanden. Hvis han ikke paa forhaand var paa det rene med, at enhver forandring maa have sin aarsag, saa vilde han heller ikke kunne falde paa at søge nogen aarsag til den under iagttagelsen indtraadte bevægelse og vilde altsaa ikke sætte de to fænomener i kausalitetsforhold til hinanden. Altsaa: man kan ikke iagttage nogensomhelst anden forbindelse mellem forskjellige fænomener, end deres samtidighed eller paahinandenfølge i tiden. Al anden forbindelse, som vi i erfaringen maatte finde mellem dem, har vi altsaa selv digtet ind i dem.
Kausalitetsforholdet er ikke det eneste forhold mellem forskjellige fænomer, som vi paa den maade bringer istand. Man forestille sig f. ex et kemisk experiment: En syre og en base bringes sammen, og der fremkommer et salt. Vi siger da ikke blot — som i forrige exempel —, at det første fænomen er aarsag til det andet, at syren og basen er aarsag til saltet, men ogsaa at det er syren og basen selv, der, gjensidig paavirket af hinanden, gjennem en kemisk proces assimilerer sig med hinanden til et nyt stof: saltet. Vi mener altsaa under dette experiment at have iagttaget, at syren og basen har forandret sig, samt at denne forandring har sin aarsag i en vexelvirkning mellem syren og basen. Og hvad har vi i virkeligheden iagttaget? Jo først fænomenet: en syre og en base; saa fænomenet: et salt; at disse to fænomener succederer hinanden, er alt, hvad iagttagelsen kan lære os om dem. Vi kan ikke iagttage, at syren og basen fremdeles existerer i saltet, og vi kan derfor ikke vide,, om ikke syren og basen er forgaaet, og saltet altsaa er et nyt stof, der intet har med syren og basen at bestille. Hvorvidt altsaa overhovedet en forandring — det at ét fænomen bliver til et andet —, foregaar i den objektive tilværelse, kan vi altsaa ikke gjennem iagttagelsen af samme komme til nogen erkjendelse af.
At vi antager en vexel af to fænomener for en forandring, vil ikke sige andet, end at vi antager disse to fænomener for at være forskjellige former af en og samme substans, og skal
