Naar jeg udgiver nedenstaaende korte, men udførlige fremstilling af den Kantiske fornuftkritik, saa er det væsentlig, fordi jeg gjennem den som indledning vil søge at bibringe læseren et begreb om, hvad filosofi er — et begreb, der selv blandt academici her i landet neppe kjendes.
Efter denne redegjørelse gaar jeg lige til sagen, idet jeg dog først vil gjøre læseren opmærksom paa, at selv om han følger med i detailerne af den reflexion, fornuftkritiken foretager, saa er han dog ingen god læser, hvis han ikke tillige inderliggjør reflexionen, saaledes at han kommer til at gjennemleve det psykologiske stadium, for hvilket fornuftkritiken saa at sige er det theoretiske udtryk — en bemærkning, der vistnok kan synes overflødig, men som er foranlediget ved den yderst gjængse opfatning af filosofi som en kun ydre reflexion, til hvilken den filosoferende er en ligegyldig tilskuer. Altsaa til sagen:
Man forestille sig en vægt, hvis to skaale er i ligevægt; der lægges et lod paa den ene af dem, og denne bevæger sig nedad og den anden opad. Hvad mener man saa at have iagttaget? Jo, at det paalagte lod sætter de to skaale i denne bevægelse, at der altsaa med andre ord existerer et aarsags- eller kausalitetsforhold mellem loddets paalægning og de to skaalers bevægelse. Overvejer man imidlertid sagen en smule, saa indser man strax, at hvad man egentlig har iagttaget, er kun det faktum, at de to fænomener: loddets paa lægning og de to skaalers bevægelse har fulgt paa hinanden i
