her. Og kan nogen begribe sig paa et saadant Menneske? han lader til at se ingen Ting ved ham. Han sad og modsagde og var saa tverken og ubehagelig hele Aftenen, at Tante blev ganske lei af ham. Han ræsonnerede om at leve paa Ydersiden, hul Tromme, og saadant noget, som om det ikke netop skulde være den ægte Mandighed og Naturlighed, man maa sætte saadan Pris paa hos Kaptein Rønnow.
Huf! jeg har ligget den halve Nat og ærgret mig! Han sad og rørte i Thekoppen og snakkede om Folk, som kunde gaa igjennem Verden med et Silkebind af Talemaader og Komplimenter, at man kunde smigre ihjel en sund Forstand, saa der tilslut stod igjen en affjæret, jeg hørte tydelig han mumlede, Fagergaas! Frygtelig uforskammet. Jeg er sikker paa, han mente mig.
Tante sagde ogsaa, da han var gaat, at hun herefter vilde nægte sig hjemme for ham, naar her ikke er flere; hun var træt af hans Produktioner paa Tomandshaand; den Slags Mennesker maa have et vist Baand paa sig! Nogen Karrière kommer han aldrig til at gjøre, mente hun, dertil bærer han sine egne Meninger for høit.
Det er forresten kjedeligt om han bliver borte, for med alt sit er han mig mangen Gang en god Krigskammerat mod Tante.””
Kapteinen havde holdt Laaget paa sin store, gamle Merskumspibe kridtpudset nu i tre Dage uden at ville tage den ned fra Pibestilladset; han havde beskaaret og sat ind nye Mundstykker og holdt
