Renselsesfest over Resten saavelsom over hele Tobaksbordets Askebeholdning, Petumsgrus og lavaartede Pibekrads. Han havde ladet Klokkeren gjøre sit bedste med at stemme Klaveret og sat to hvidmalede Bænke paa Trappen. Det stadig forsømte Sprinkelværk om Haven skinnede nu her og der med friske hvide Stokke som enkelte nye Tænder, der stikker af mellem en hel Rad af gamle graa. Gangene i Haven maatte feies og strøes, Gaardspladsen blev afsopet, og endelig den Lem sat over Brønden, som stadig skulde have været der i alle de Aar, Børnene var smaa.
Det var Kapteinen, som, under et næsten høirøstet godt Humør, ivrig færdedes overalt.
Undertiden undte han sig en vis Ro og stod og dampede paa Trappen eller i det Storstuvindu, som vendte ned imod Landeveien; eller han tog sig i Eftermiddagsskyggen en Svip helt ned til Grinden og blev siddende der med Piben paa Stengjerdet. Kom der saa nogen forbi, som gik sydover, lød det:
„Skal Du til Landhandleren og kjøbe Dig en Rul Tobak, Lars? … møder Du en fin Jomfru i en Karjol, saa hils fra Kapteinen paa Gilje; det er min Datter det, ser Du, hun kommer fra Hovedstaden!”
Var vedkommende en eller anden gammel, fattig Stakkar af det andet Kjøn, faldt der til hendes Forbauselse en Kobberslant ned i Veien foran hende:
„Der, Kari! Der, Siri … Du kan trænge noget til at bestille Dig Krykkeskyds for;”
— en Overraskelse, der faldt saameget stærkere, som Kapteinen ellers havde et sandt Liebhaberi for at hudskjælde gamle Kjærringer. Hele det Oplag af styrtende Eder og i Øieblikkets Inspiration fremdigtede Skjældsord,— som sad ham i Blode fra Pladsen og Militærlivet, maatte engang imel-
