„Altid min Natur, ser Du, … at faa Sagen klaret med engang, fort og friskt!
Og saa tar’ vi Kjøbskaalen,” raabte Kapteinen hidsig; han havde rusket sig Parykken paa skjeve og sprang op.
„Lad se, om Ma har noget Konjak inde i Skabet.” …
Hvad kunde det være for en Nøkke, Hesten havde?
Kapteinen var helt optaget af at kjøre ind Borken. Den vendte Hodet over til høire og ryggede op i Veikanten, saalangt den bare fik Lov til for Tømmen. Det var umuligt at faa nogen Grund i det!
Imorges havde han kjørt den ene Sælepinde af i Grindstolpen. Var den kanske skyggeræd? — det var en Idé! … og Kapteinen besluttede at prøve den i Maaneskinnet om Kvælden.
Da han efter Middagen kom ned i Stalden, saa han et underligt Syn.
Stor-Ola havde trukket Borken frem af Spiltouget og stod og hyttede med Næven mod Hestens Pande.
„Naa har jeg prøvet den paa al Vis, Kaptein, men ikke blinker den, om jeg saa drev den i Skallen med Bagen af Øksehammeren … rikker sig ikke!
Og se bare nu … hvor den rygger!” … Han løftede Haanden mod den anden Side af Hestens Hoved.
„Men paa det venstre Øie er den saa blind som en lukket Kjælderdør.”
Kapteinen stod en Stund uden at sige et Ord; Aaren svulmede blaa op i Panden, og Ansigtet blev rødt som Uniformskraven.
