I skulde set ham! Haanden ud af Lommen, og med ét sad han der rettet foran hende som et Lys.
Var alle som Stiftamtmandinden, vilde jeg anbefale at gaa i Visiter, sagde han, for De er en ærlig Kone!
Kone? man siger Frue!
Jeg mener en ærlig Stiftamtmandinde; jeg siger forresten sletikke en godmodig! og saa rystede han den store, brune Luggen frem over Panden.
Noget Portræt af Eder behøver jeg ikke at ønske mig, for jeg ligger og tænker om Aftenerne, at jeg er hjemme. Jeg ser saa grant Fader gaa og fløite paa Gulvet og saa fare op Kontortrappen, og jeg lugger Dig, Jørgen! og dukker Hovedet hans ned i Geografien, saa jeg faar ham efter mig, og vi render rundt, Dør ud og Dør ind, op og ned i Huset. Ja, for jeg længes gruelig imellem. Men det tør jeg ikke lade Tante mærke; det vilde være utaknemmeligt. Hun tror nu ikke, at Mennesker kan være til andetsteds end i Byen.
Og saa er det jo en hel Del, som jeg har maattet slaa en stor Streg over, fordi jeg sletikke skjønner det. Tænk Moder, det er nok til Nød tilladt, siger Tante, at komme med, at vi har Kjøer hjemme; men jeg maa ikke understaa mig at sige, at nogen af dem har kalvet! jeg gad vide, hvordan de mener, vi faar nye Kjøer, naar vi slagter de gamle til Jul?””
Her satte Kapteinen i med nogle Grynt. Men i Ma’s Mine kom et Udtryk af Bekymring, og hun udstødte beklemt:
„Det kommer af, at vi desværre ikke har kunnet holde Børnene tilstrækkelig ude fra Baarstuen og fra alt det, de faar høre af Folkene.”
„Ser De, Frue,” forklarede Korpslægen, „inde i Byen der er det saa anstændigt, knapt saavidt, at en Høne tør værpe. Det er bare Produktet af
