Landsens Bestræbelser, de vil vide af, skal jeg sige Dem!”
„Ja,” satte Kapteinen i, „det er nok ikke raadeligt for en stakkars Hoppe at være saa ubeskeden at faa et Føl der” …
Fruen kræmtede svagt og gjorde sig et Ærind hen til Sybordet …
— — Ma var alt for en Times Tid siden gaat op; Klokken lakkede mod tolv.
Kapteinen og Korpslægen sad nu noget matte over Slumpen af Muggen, lidt lig de udgaaende Talglys, der stod med forsømte Tander temmelig nedbrændte og dryppende i Stagerne.
„Behold Borken din, Rist! Lid paa mig … Den skal staa tidlig op, som ta’r mig paa en Hest, — med min Erfaring, ser Du, — alle de Jægerheste, jeg har ta’t ud i mine Dage!” …
Korpslægen sad blot og plirede ned i Glasset.
„Du mener Krybbebideren!” tog Kapteinen hidsig op. „Men det gik til med de nederdrægtigste Kjeltringestreger, — rent ud Bedrageri, saa han kunde være trukket til Things for det. Men, som jeg siger Dig, behold Borken din!”
— „Jeg er ble’t lidt lei af den, ser Du!”
„Se saa, se saa, — men det er din Feil og ikke Borkens det, Far! Du blir altid lei af de Dyr, Du har. Skulde Du tælle alle de Hester, Du har byttet til Dig, blev det en artig Stald.”
„De har skjæmt den ud for Tømmerstokken, da den var Føl, han er skakkjørt, er han.”
„Py—t ikke andet, det skulde jeg faa af den paa fjorten Dage med lidt Indkjøring.”
„Aa jeg er kjed af at sidde og trække og hale i den ene Tømmen for at faa den fra Grøftekanten, — uden det, skulde det Dyr aldrig i Evighed ud af min Haand! — Nei, havde det bare været, at den flisede lidt i Krybben” …
Kapteinen fik et betænkt Udtryk; han lænede
