det havde nogen Hast med at se Onkel. Og da saa Tante sendte Jomfru Jørgensen med The ind i næste Værelse, hvor de spillede Kort, spurgte jeg med ét, om jeg ikke kunde faa Lov til at følge med?
Hjertens gjerne, mit Barn, det var Synd at friste din Taalmodighed længere. — Og saa, Jomfru Jørgensen, bringer De vor lille reisende op paa sit Værelse og sørger for, at hun faar noget at spise og kommer tilsengs. Men jeg saa godt, at hun i det samme drog Lampeskjærmen ned paa den Kant, jeg skulde gaa; det kom jeg til at tænke paa bagefter.
Hvad? hvad, hvad? sagde Onkel; Du skulde set ham se paa mig. Han lignede saa Dig over Panden og Øinene, Moder, at jeg slog Armen om Halsen paa ham.
Han holdt mig ud for sig med udstrakte Arme. Mener jeg ikke, det er Selve Tante Eleonore op ad Dage! Naa, naa, indbild Dig nu ikke, Du er en saadan Skjønhed.
Det var Modtagelsen!
Lidt efter laa jeg i Seng paa mit nydelige lille blaa Værelse med Gardiner med lange Frynser. Der var Røgelse paa Ovnen, og Jomfru Jørgensen, tænk, hun kaldte mig Frøken! næsten klædte mig af og puttede mig ned i alle de bløde Dyner.
Der laa jeg og tænkte paa det altsammen og blev hedere og hedere i Hoved og Ansigt, til jeg tilslut syntes, jeg dumpede i Karjolen med Svarten og Ola.””
— „Ja, Karjolen kom tom hjem igjen den!” sagde Kapteinen med et Suk …
„Pas paa Du, om Du ikke faar hende til Gilje igjen i Vogn!” mente Doktoren.
„Hun var saa vakker, Du Rist,” udbrød Kapteinen halv rørt … „Jeg synes, jeg ser hende staa der midt paa Gulvet hos Svoger med det svære
