Side:Jonas Lie - Samlede værker 6.djvu/62

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
54

svarte Haaret opsat i Nakken. Fra hun fo’r her med de tre lange Fletterne paa Ryggen var det, som hun blev en Svane med én Gang, da hun kom i de voksne Klæderne … Du husker hende paa Konfirmationsdagen, Rist!”

„Men kjære Jæger,” søgte Ma at dæmpe paa.

Kapteinen brættede varsomt ud Sammenlægningen paa nok et stort, tæt beskrevet Postpapirsbrev.

„Og nu skal Du høre; dette er af 23de Januar.

„„De Penge, som jeg fik med mig ”” —

„Naa, naa” …

„„Regningen fra Larsen for”” —

„Du kan vist hoppe helt over paa den anden Side,” bemærkede Ma med et vist Eftertryk.

„Naa ja! hm, hm, — bare Ligegyldigheder … her er det” …

… „„Nei, at ikke Fader, og Du ogsaa Moder, kan se mine to nye Kjoler! Tante er ubegribelig snil. Det er umuligt andet end at gaa smukt i den Slags Sko; og det siger Tante, jeg gjør; det er, som én altid kjender et Dansegulv under sig. Og igaar gav Tante mig et Par lakerede Halvgaloscher med Spænder over Ankelen. Har I hørt sligt! Ja, jeg kyssede hende ogsaa for det; hun fik nu dengang sige, hvad hun vilde. For I maa vide, at den første Leveregel, siger hun, for en Dame, det er en vis sikker, tilbageholdende Ro, som saa godt for det gjerne kan være hjertelig, jeg har den af Naturen, siger Tante, og skal blot uddanne den. Pianoforte skal jeg lære og gjennemgaa et Ordentligt Kursus i Dans.

Tante er saa uhyre snil mod mig; men, det er bare saa, at naar hun vil have Vinduerne igjen, saa vil jeg have dem op. Jeg mener naturligvis ikke nede i Stuen, hvor de har klistret sig inde med dobbelte Ruder, men bare oppe paa mit eget Værelse. Tænk, først dobbelte Vinduer og saa en