— „og Hr. Kaptein!” … gik den unge Mand atter ufortrødent paa, nu med høiere og bestemtere Røst; „naar jeg Saadan uden videre tillidsfuldt henvender mig?” …
„Du faar sige til Ma,” sagde Kapteinen, da Inger-Johanna igjen kom ind sammen med sin høie opløbne Søster, „at det er Student Arent Grip, Søn af min gamle fornøielige Kammerat paa Krigsskolen.”
Følgen af den sidste Underretning blev, at den paatænkte Tallerken med Dram og Smørrebrød forvandledes til en liden Eftasværds Opdugning paa Bræt for ham og Kapteinen.
Den gam1e, rødlakerede Brødkurv laa fuld af et opskaaret mørkt, surt Brød, hvori Skorperne havde skilt sig. Det havde desværre slaat feil i Ovnen, forklarede Ma, og den graa, deig-tunge Rand kom jo af, at saameget Korn paa Chefsgaarden ifjor igjen blev raat indbjerget.
Studenten viste Oprigtigheden af sin Overbærenhed med Manglerne gjennem en formelig morderisk Appetit. De økonomiske Saltklumper, som sprak med perlende Taarer ud i Overflødighed af det friske Fjeldsmør, havde han et raskt Snit med, der ikke undgik paaskjønnende Øine, — blot et eneste kort Slag med Kniven paa Bagsiden af Smørrebrødet, og Saltklumpeme regnede og smaahaglede udover Tallerkenen.
„De vil vist have mere Spegekjød? Jeg gjætter, at De ikke har spist meget idag, — gaa efter mere, Du Thinka!
En liden Dram til Gammelosten … hvad?
De maa tro, vi prøvede mangen en god Gammelost paa Hyblen hos Deres Far, og naar vi holdt Kalas, sendte vi Bud efter den, saa den gik paa Omgang; — og saa Bergens Æblerne, som han fik i skjeppevis med Fragtefartøierne hjemmefra! Han var nu saadan Landsens uerfaren og god af sig
Jonas Lie: Samlede Værker. VI.
