Inger-Johanna opfangede en indigneret Bevægelse, som om den fremmede pludselig greb efter Huen.
„Synd … Synd! — at den Tid ikke gav en Mand som min Far Kundskaber!”
Han sagde det med et Alvor, der med ét glemte Kapteinen.
„Saa saa, — ja Far! De maa være saa Snil at tage lidt Eftasværd med os, før De drager afsted. Sig til Ma, Inger-Johanna, at her maa en Dram til og lidt Smørrebrød. De kan være sulten, naar De kommer oppe fra Fjeldet. Sid ned.
0g, hvad er nu Deres … Deres … Bestilling eller Profession i denne Verden? om jeg tør spørge.” Kapteinen slentrede henover Gulvet.
„Student! — Og, Hr. Kaptein,” han svælgede i Halsen for raskt at benytte Øieblikket, mens de var ene, „naar jeg er saa fri at komme saadan uden videre indom her uden at kjende Dem” …
„Student,” stansede Kapteinen midt paa Gulvet, „ja, var det ikke det, jeg skulde ladet mit Hode gaat paa, — saa det ved første Øiekast, — men var jo alligevel lidt itvil. …
Naa ja,” kræmtede han, „Non kanske … hvad Far?” sonderede han godmodig. „Deres Far havde ogsaa saa ondt for disse Eksaminer.”
„Jeg har ikke Brøkdelen af min Fars Hoved; men med det, jeg har, gav de mig ifjor laudabilis præceteris.”
„Søn af min gamle Ven Fin Arentzen Grip!” … Han udtalte hvert af Navnene med en vis sød Gjenkjendelse. „Deres Far var igrunden et godt Hode, for ikke at sige lidt af et Geni. Naar det glap for ham til Officerseksamen, var det for alle de uryddige Ideers Skyld … Nei, Saa De er Søn af ham! — Ja, han har skrevet mangen norsk Stil for mig, — det var altid med den norske Stil, det kneb, ser De” …
