„Over to hundrede Daler! — Er Du gal? Er Du gal … rent gal, Ma? Jeg tror, Du har en Skrue løs.” Han gjorde et pludseligt Ryk henover Gulvet. „Før skal det Brev med engang i Ovnen!”
„Ja, Du véd jo, at jeg synes alt, hvad Du gjør, er forstandigt, Jæger.”
Han stansede med Brevet i Haanden og halvaaben Mund.
„… Og den Smule Udsigt, Inger-Johanna kunde have til at blive forsørget, den er kanske ikke saameget at tage i Betragtning. Hun er rigtignok nærmeste Slægtning. Der var intet iveien for, at hun kunde blive Arving ogsaa … Nei, gjør som Du vil og synes, Jæger! Du ser nok klarere i dette end jeg … og — vil Du tage det Ansvar paa Dig, saa” … hun sukkede.
Kapteinen krammede Brevet sammen, gav hende et hastigt Blik som en saaret Løve og stod derpaa en Stund og stirrede ned i Gulvet. Pludselig kastede han Brevet paa Bordet og udbrød:
„Ind maa hun! — men Krigsomkostningerne … Krigsomkostningerne, Ma, dem har jeg lært i min Strategi, at Fienden skal bære! Og Stiftamtmandinden maa naturligvis sørge for hendes Udstyr derinde.”
„Stiftamtmandinden, Jæger, maa ingenting betale, — ikke en Smule! — før hun har afgjort, om hun vil beholde hende. Vi maa ikke være forlegne for at blive hende kvit. Men hun skal være forlegen for at faa hende; — og hun maa bede os om det baade én og to Gange, forstaar Du” …
At Vinteren strængedes derude, blev iaar mindre mærkbart.
