Efterat den nødvendige Del af den var slugt, og Børnene sendt ovenpaa, sad Kapteinen nu noksaa lunt og hyggeligt foran det endnu udslaaede Klaffebord med sin Tobak og sin Smage-Toddy af Franskbrændevin, hvis Forvandling til Julepunsch gik for sig ude i Kjøkkenet, hvorfra der ogsaa brasede fra Vaffeljernet.
„Bare stærk, Ma! — bare stærk, — saa hjælper Du Dig med Puddersukker” …
„Ja, ja,” smagte han af Øsen, hvormed hans Hustru kom ind, „den kan Du gladelig traktere Fogden med.”
„Nu kommer Marit ind med varme Vafler! — og saa var det om Stiftamtmandindens Brev …
Ser Du, Jæger! — vi kan jo ikke sende Barnet didind, uden vi har hende passende udstyret; hun maa have en Sort Silkes Konfirmationskjole, Bystøvler og Sko, Hat og andet.”
„Sort Silkes Konf—.”
„Ja og et Par andre Kjoler, Som vi maa bestille derinde i Kristiania;— der er ingen Raad for det.”
“Kaptein Jæger begyndte at gaa frem og tilbage.
„Saa saa, — saa saa! … Ja, naar det er Meningen, saa — tænker jeg, vi kort og godt takker for Indbydelsen.”
„Ser Du, det vidste jeg, Jæger! Du vil nok ha’ Blommen, men, slaa Ægget itu, det betænker Du Dig paa.”
„Slaa Ægget itu? Slaa min Pung itu, mener Du!”
„Jeg mener, Du faar opsige en Del af de sekshundrede Daler, Du fik med mig. Jeg har nu tænkt og regnet nok over det. Inger-Johanna alene kommer til at koste os over hundrede Daler iaar og, naar saa Thinka skal til Ryfylke, slipper vi ikke med to hundrede.”
