med den endnu vaade Gaasepen i Munden; han gik lige hen til Vinduet.
Fruen syede blot hastigere, hun vilde nytte Tiden og tillige klogelig indtage Defensiven mod, hvad der kunde komme.
Han aandede paa den frosne Rude for at forstørre dens gjennemsigtige Del.
„Du skal se, der er noget med Posten! Ungerne springer omkap dernede i Veien, — de løber fra Jørgen med Kjælken.”
Synaalen gik kun endnu hastigere.
„Nei, hvor de render! … Thinka og Thea. — Men Inger-Johanna! kom hid, Ma, og se, hvor hun sætter Foden for sig. Er det ikke som hun danser? Nu vil hun bare være den første hidind, og saa blir hun den første, det skal jeg love Dig for. Det er ikke Løgn, naar jeg siger Dig, at den Jentungen er vakker, Ma! — det ser de alle … Ne—i, kom bare og se, hvordan hun kniber sig frem foran Thinka. Saa kom da, Ma!”
Men „Ma” rokkede sig ikke. Naalen gik med forceret nervøs Hast. Kapteinsfruen syede omkap med Begivenheden; det var dog muligt, at hun kunde faa det sidste af Lappen færdigt, inden de kom, og retnu gik Solen bort bag Fjeldkammen; det var kort Dag, den gav dem deroppe.
Trappen udenfor blev taget i to tre Trin, og Døren gik op.
Ganske rigtig — Inger-Johanna!
Hun fo’r ind med ophægtet, tilsnet Kaabe. Kysebaandet havde hun knyttet op underveis i Trappen, saa det viltre, sorte Haar faldt hulter til bulter frem i det varme Ansigt. De blommede Valdersvanter kastede hun aandpusten fra sig hen paa Stolen. Hun stod et Øieblik, før hun kunde vinde Stemme, strøg Haaret indunder Kysen og udstødte:
„Forbudsseddel om Skyds nede paa Stationen
