for Kaptein Rønnow og Løitnant Mein! Hesten skal møde her paa Gilje Klokken seks imorgen tidlig, staar der. De kommer hid!”
„Rønnow … Ma!” brølede Kapteinen overrasket; det var en af hans Ungdomskammerater.
Nu stormede ogsaa de andre ind med Efterretningen.
Fruens blege markerede Ansigt med det glatte sorte Haar i Tunger nedover Kinden foran Kappen fik noget fortænkt, urolig bekymret … Skulde det gaa ud over Kalvestegen, hun havde reserveret til Provsten, eller Grisen? — den sidste var kjøbt fra Nordbygden og var forfærdelig mager.
„Saa, saa, — Du skal se, de vil have ham ind til Stockholm,” vedblev Kapteinen eftertænksomt trommende i Vindusposten, — „kanske Adjutant … Nei de lader nok ikke den Kar blive forliggende der vesterpaa …
Véd Du hvad, Ma! jeg har tænkt noget sligt, helt siden Prinsen gav sig saa af med ham paa Moen. Jeg sagde det ogsaa til ham: „De Skrønerne dine, Rønnow, gjør din Lykke; — men vogt Dig for Generalen, han kjender Ulla!” „Aa pyt, det gli’er ned som Hestefo’r,” mente han. Og det ser ud til det, — yngste Kaptein!”
„Prinsen!” … Fruen var netop blevet færdig med Permissionerne og reiste sig hastig. Hendes leverbrune, lidt krumnæsede, magre Ansigt fik et resolut Udtryk, — hun bestemte sig for Gjødkalven.
„Inger-Johanna, pas paa, at Far tar Søndagsparykken paa,” udbrød hun ilfærdigt og skyndte sig ud i Kjøkkenet.
— Storstuovnen stod snart fuldpakket og glødende. Den var ikke benyttet, siden den ivaares var pudset og smurt med Isensværte, og osede nu, saa at man maatte sætte op Døre og Vinduer ud til de sytten Graders Kulde.
