tes i en Atmosphære af chevaleresk, mandig Værdighed og hører Sporerne klirre, jeg havde nær sagt musikalsk; man glemmer næsten, at der findes dem, som tramper.
Naar jeg sammenligner de klodsede Komplimenter paa Ballerne, der kan komme én saa klaskende lige op i Ansigtet, med Kaptein Rønnows Maade at sige og ikke sige og alligevel faa Tingen frem paa, saa nægter jeg ikke for, at jeg faar Følelsen af et vist opstemt Velbefindende. Han paastod, at han havde saadan Illusion af at sidde lige over for mig ved Bordet. Jeg lignede saa et Portræt, han havde set i Louvre af en historisk Dame, der naturligvis var sorthaaret og hovmodig i Nakken og smilede hen for sig med et Udtryk; som det kunde være underskrevet: „Jeg venter, — og vrager; — til den kommer, der kan sætte mig paa min rette Plads!”
Naa, kan det more ham at finde saadant ud, saa tager jeg gjerne Komplimenten. Der findes jo saadanne Gudfædre eller Onkler, som er rent forgabede i deres Guddøttre og forkjæler dem baade med Snak og Slikkerier. Jeg er bange for, at Rønnow er lidt af dette for mit Vedkommende, for, saa forstandig og grei han ellers er, saa gaar det i Forhold til mig bestandig i Superlativer; og jeg kan jo ikke lade være at synes, at det er baade smigrende og morsomt, naar han idelig siger, at jeg er som skabt til at gjøre Honneurs, hvor Herrer og Damer af større Omgangsforholde skal modtages. Han maa jo mene noget mere om mig, end jeg fortjener, fordi han ser, at jeg kanske er lidt mere oprigtig og lige ud end andre og ikke har Natur til altid at skjule, hvad jeg mener, om jeg ogsaa er i Selskab.
Ja, ja, der faar I Takken; fordi I bestandig har forkjælet mig; jeg kryber ialfald ikke straks under
