en Stol, men prøver at sidde, der jeg sidder, i det længste.
Men hvorfor har nu ikke en saadan Mand giftet sig? Havde han været yngre, og jeg endda lidt mere forfængelig, kunde han næsten været farlig. Han har endnu et smukt sort Haar; lidt tyndt og lidt vel omhyggelig soigneret er det jo! Det er ét, jeg ikke kan komme tilrette med, og det er, at Folk søger at skjule sin Alder” …
Kapteinen klø’de sig i Parykken:
„Naar man gaar paa Frierben, Du Ma!” lo han. —
— To Postdage efter kom han hjem fra Postaabneriet med et længere Brev fra Tante Alette til Ma. Hun var ikke hans Yndling. Først var hun for „belæst og dannet”; dernæst var hun „sød”, endelig var hun gammel Jomfru!
Han satte sig i Lænestolen med en resigneret Mine og Hænderne sammenkneppede over Maven og lod sig det forelæse. Han betragtede det øiensynligt som et surt Aktstykke.
„Min kjære Gitta!
Det er intet let Hverv, men sandelig et noksaa indviklet og vanskeligt, Du dennegang har læsset paa Skulderen af en gammel Jomfru, — lad hende end nok saa meget være din aldrig svigtende trofaste Tante Alette. Kunde vi endda have samtalet, skulde Du snart skjønnet Meningen; men nu levnes der mig ingen anden Udvei til at faa min Samvittighed frigjort end at skrive og skrive, helt til alt endelig er kommet med, som jeg har paa Sinde.
Nu véd Du jo nok, at Stiftamtmandinden ikke er af mine Folk, og havde det ikke været for, hvad Du tilskrev mig, da Du sendte Inger-Johanna herind, vilde jeg visselig ikke have bevæget mine gamle Lemmer saalangt udenfor Gamlebyen, hvor jeg har mine faa faste Venskaber, og ind til at gjøre Stasvisiter hos Stiftamtmandinden, ihvorvel hun er
