den stod der saa staut og saa vakker
med Foden i Stenuren graa.
Den stod der som Kjeempen i Fjeldet
med knudet og veirvreden Ryg,
den stod der alene i Heldet
saa solred, saa lun og saa tryg.
Saa bar og saa barket var Kroppen,
og Armen saa muskelstaerk strakt
med Kronen som Skjold der i Toppen
mod Stormens og Haglskurens Magt.
Og slig bar den staat der og dystet
og knsegaats med Uveirets Plod,
mens Vintren gav Skjorten om Brystet,
og Stormen slog Krog for dens Fod.
Den ingen vil synderlig prise,
til Kubbe den faeldes engang;
— og dog er jeg vis paa dens Vise,
det var just en Hovdingesang.
Den staar der alene paa Vagten
med Maaltrost og Spottegjog i, —
det er forst, naar Stormen tar Magten,
den orgler en stor Melodi!
GULDBRYCLUPSSANG TIL GROSSERER P. SCHREINER OG HUSTRU. Det var ved Pinse, de to gik til Kirke, Isenge — for femti Aar siden engang; Jonas Lie: Samlede Vserker. X.
