38
i Bergen. Her levede han som en ensom mand og var melankolsk tilsinds; han var en af præsten Welhavens bedste venner. Han var rig og havde et meget smukt ud- styret hus med samlinger, malerier og et prægtigt bibliothek. Her i bibliotheket fik Johan lov til at gaa og fik fat i Lavaters store verk over det menneskelige fysio- gnomi. Dette var noget for Johan; thi verket var fuldt af prægtige billeder, skjønne, deilige menneske-ansigter, og hæslige, stygge. Og mellem menneske-ansigterne kommer de forskjelligste dyre-ansigter, mindende mere eller mindre om menneskenes. Med begjær- lighed studerede Johan billederne, fik laane bøgerne hjem og eftertegnede mange af de merkeligste portræter; her var jo billeder efter mange af de store malere. Disse Johans kopier lod hans fader indfatte i glas og ramme og hængte dem paa væggene i sine stuer.
Fra denne tid af kunde Johan og Maren ikke møde folk paa gaden uden at se paa deres ansigter og finde Lavater'ske kjendemerker i dem. «Nei se, han der har Van Dycks øine!» hviskede Johan og pegte. «Se han med læberne! Han er gjerrig.»
�� �
