20
��Johan fik da ogsaa en privatlærer i regning; det var en ældre gut, Houge, som skulde regne med ham. Men Johan vilde ikke lære noget. Saa lærte Houge søsteren Maren at svare paa spørgsmaalene, og kaldte hende ind, naar Johan skulde eksa- mineres. Maren svarede triumferende paa alt, Johan ikke klarede. Men da blev Johan saa sint, at kan kastede sin penne- kniv efter Maren. Det var i stadsstuen, eksaminationen foregik, og kniven for lige i speilet og knuste det. Johan rendte sin vei, og der blev svare til opstuds. Og saa var det slut med den privatundervisningen.
Vistnok blev Johan noget flinkere i mathematik i de nærmest følgende aar; men i de to sidste skoleaar blir det rent galt igjen; da er der ikke andet end 4 og 5 til eksamenerne. Vi forstaar rektor, naar han vaaren 1823 anmerker: «Et temmelig lyst Hoved, dog seer det temmelig mørkt ud.» Johans latinske stile var nu heller ikke gode, og gamle Arentz gav en dag følgende hjertesuk fra sig: «Gud lade mig ikke leve den dag, da den dreng skal dimitteres.» Men i dette fag gaar det nu fremover, saa Johan ender noksaa brav. Det værste er, at rektor i de senere aar
�� �
