11
��og morke, tunge, Livets sidste Dage. — Da Fredens Engel kom, ham hilsed' blid, tog Barnet atter paa de hulde Arme, indvugged' ham i sød og salig Blund, og lagde ham i Jesu Naades Arme. Og Gud skee Tak ! nu blev det l\ r st igjen, frie er hans Aand, hans Kreds ei mere trang, ei svag hans Evne, mat ei meer hans Øie, hans Fod ei træt, ei mere tung hans Gang, hans Levelyst ei qvalt af Livets Møie. Hviil Støv i Fred ! Den herliggjorte Aand sin Arveret hos Gud skal evig nyde; en Taare vi paa Fængslets brudte Baand til Venskabs Minde vil med Vemod yde.
Slægten paa mors-siden har interesseret digteren meget; thi gjennem den stammede han fra familien Heiberg. Denne interesse har han gi vet udtryk i de kj endte vers, han sendte Johan Ludvig Heiberg med «Norges dæmring».
Min Mo*r er Datter af en Cammermcyer, og han var gift med Deres Faders Tante; og tro mig, blandt Kognaterne, jeg eier, er denne Dame mig den mest pikante. Jeg venter, at De Tankegangen gjetter: Hun gjør Dem efter Kjødet til min Fætter.
��O, gid De fandt, naar her De bruger Sonden, blot nogle Glimt af Fætterskab i Aanden !
�� �
