Side:Jens Zetlitz - en norsk Höst.djvu/31

 Gientag, Camene! her den kloge Tale
Hvormed sin Kreds hin Olding styrket har!
 I en af Norges lykkelige Dale
Den vise Dagfind boede. Længe var
Han kiendt i Bygden af retvise Sæder,
Et klygtigt Hoved og en dristig Haand;
Nu var han svag af Ælde; Ungdoms Glæder
Og Manddoms Drift knap rörte svagt hans Aand.
Han syntes nu at önske Grevens Hvile,
For Jordens Sysler död, og kun de Smaa
De skyldfrie Smaa, saae ham iblandt at smile,
Naar leegende de om hans Födder laae.
Et Vanheld rysted Dagfinds sidste Dage;
Det Bygdelav hvis Res og Lys han var,
Blev paa en Nat et Rama, fuldt af Klage;
Thi Herrens Haand var over Bygden svar.
Fra Naboe-Fielde styrted hele Have,
Og veltende ned med sig Steen og Gruus
Faldt fiendtlig ned i Dalen at begrave
Henlöbne Seklers Arbeyd. — Askouts Huus
(Med Dagfinds yngste, nu hans eene Datter
Var Askout givt) stod eene frelst igien;