”Min gode Feer jeg ned i Graven sænker
”Min halve Lykke ned i Graven gaaer.
”Og naar min Moer saa döer! (men meget længe
”Hun kan ey giöre det) saa staaer jeg der,
”To Munde mindre, færdig til at trænge,
”Om ikke Gud i Naade til mig seer.
”Men det han vil — Og dog, saafremt jeg kunde
”Med Skrig og Klagen skremme Döden bort,
”Jeg vilde leye alle Bygdens Munde
”Og endnu troe jeg Vinding havde giort.
Han taug; jeg skiæmtes ved mit eget Hierte,
Og Taarene i mine Öyne stod;
Jeg elsker meer end ynket Oles Smerte
Og blussende jeg sagde: ”Gud er god
”Og han skal lönne dig; din Eng skal grönnes
”Naar andre svie bort; din Ager staae
”Af Gröde fuld, naar andres Möye lönnes
”Med lave tynde koren-arme Straa.
Og nu begriber jeg at Oles Ager
Staaer altid tyk, at tungt hans Bonne[1] er
Thi Flid og Klygt er vist nok vakte Sager
Men Guds Velsignelse er meget meer.
- ↑ Bonne — et provincialt Ord, som betegner et Neeg.
