Side:Jens Zetlitz - en norsk Höst.djvu/21

”Han aad dog Ole og arbeydet ey.„
Halv bange stirrede han paa mig, rysted
Med kloge Hoved, saae mod Himmelen
Og tog min Haand i sine og den krysted:
”Ved Gud jeg ynker dig min stakkels Ven!
(Saa sagde han) ”og dit bedragne Hierte.
”Du veed ey hvilken Guds Velsignelse
”Forældre er, og hvad det koster Smerte
”At tabe dem, og hvor det mörknede
”I Sönnens Huus naar disse Lamper slukkes.
”Sandt nok de saae og höste ikke meer
”End Himlens Fugle — Men mon Haanden lukkes
”Som mætter dem og Fuglen? Han som seer
”Alt hvad vi trænger til og gier i Tide
”Og hörer mild vor Lovsang og vor Bön
”O! lod han vel en dydig Olding lide?
”Ney tidt for Faders Skyld velsignes Sön.
 ”Hör Torbiörn! jeg kan ikke mynte Penge
”Og hvad jeg har veed du, det veed enhver,
”Hveranden Mand troer Ole burde trænge
”Men mæt og klæd jeg mig og mine seer,
”Jeg veed ey selv hvordan — Men saa jeg tænker:
”Jeg har det for de Gamles Kyld — Og naar