anden Side noget tør og bleg, lidet individuel og uden Ild. Han havde Opdagerens Fantasi, men ikke Digterens, ikke den billeddannende. Han var altfor besat af Opdagerens rastløse Uro og Higen fremover mod nye, altid nye Lande, til at kunne fordybe sig saaledes, leve sig saaledes ind i en vis givet historisk Tid, at hans Fremstilling af den kunde blive, hvad historisk Fremstilling efter Michelets Udtryk skal være: en Gjenopstandelse til nyt Liv (une résurrection). Hans Aand var ensidig anlagt paa Analyse, ikke paa Synthese, derfor heller ikke filosofisk i Ordets høiere Mening. Han var stor som Gransker, ikke som Tænker. Han udviste en gjennemtrængende Skarpsindighed, hvor det gjaldt at gjennemforske den mere stofmæssige Side af Historien eller de ydre materielle Fakta og Former, hvori det historiske Liv har aabenbaret sig; men hvor det gjaldt at paavise de indre Kilder, hvoraf dette Liv er udrundet, Motiverne, som har sat det i Bevægelse, den dybere Sammenhæng, som forbinder alle Enkeltheder til et stort lovmæssigt Hele, var han ofte ligetil naiv og røbede en endog merkelig Mangel paa Evne til at sondre mellem stort og smaat. Han var, med andre Ord, trods sin vidt omfattende Begavelse Specialist, vistnok en sjelden mangesidig Specialist, som bevægede sig med en forbausende Lethed og Sikkerhed paa forskjellige Omraader, men dog overalt den specielle Forsknings, ikke den generaliserende Tænknings eller den kunstneriske Fremstillings Mand.
Det skulde efter dette synes, som om det havde været bedre, om Munch havde indskrænket sig til at levere en Række kritiske Afhandlinger over norsk Historie istedetfor at skrive denne selv i hele dens Omfang. Afhandlingerne, som afbryder Fremstillingen i «Det norske Folks Historie» — «Digressionerne», som han gjør Publikum Undskyldning for i sin Fortale —, er ofte ypperlige, Mønstre paa skarpsindig indtrængende og omsigtsfuld Kritik; Fremstillingen selv derimod lider under visse iøinefaldende Mangler, er altfor bred og udtværet og fremhæver ikke Hovedpunkterne med tilstrækkelig Styrke og Skarphed.
Man kunde fremdeles være fristet til at ønske, at han havde holdt sig til Norges og Nordens ældste, historiske eller halvhistoriske Periode istedetfor at fortsætte saa langt frem i Tiden, som han gjorde i sin Fremstilling af det norske Folks Historie. Den ældste Periode frembyder de største og taknemmeligste Opgaver for Kritiken — just saadanne, som passede for en Gransker som Munch med hans geniale Gjetnings- og Kombinationsevne og omfattende Kundskabsfylde. Eftersom man kommer længere frem, bliver Opgaverne mindre og mindre lønnende. Det historiske Liv skrumper mere og mere ind, flyder mere og mere langsomt i det
