Side:J. E. Sars - Samlede Værker 4.djvu/207

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
207
P. A. Munch

præget selvstændig, original, sandhedskjærlig, uden Fusk, — en nobel, pletfri Karaktre, et lyst og sterkt Hoved; men den Egenskab, som man i Samtiden først og fremst pleiede at tillægge ham, — Geni, d. v. s. skabende Aand, — den havde han neppe. Han tilhørte forsaavidt ikke den i aandig Forstand høiest rangerende Klasse blandt Menneskene; han repræsenterede en Klasse nedenfor, men man kan sige, at han repræsenterede den paa en aldeles glimrende, næsten idealfuldkommen Maade Det synes, som om der ikke var andet end godt at sige om ham, — ingen Svaghed eller Skygge, ingen Rift eller Revne, — alting lyst og fast og vel sammenføiet. Helt anderledes med Munch: ham var der meget at sige paa; hans Liv og Personlighed tilbød Kritiken mangt et særdeles taknemmeligt Angrebspunkt; hans Karakter var svag, og selv i hans intellektuelle Begavelse var der store, iøinefaldende Lakuner; men han havde Geni; han var af dem, der bryder nye Baner, vinder ind nyt Land i Aandens Verden. Han repræsenterede, om end paa en ufuldkommen Maade, en høiere aandig Rangklasse end den, Schweigaard repræsenterede. —

Blandt Munchs mange Skrøbeligheder hørte, at han var en meget daarlig Økonom. Han tjente mange Penge, men brugte flere, og der fortaltes i Samtiden mange Historier om hans stadige finansielle Vanskeligheder. Det ser ikke ud til, at disse Vanskeligheder har trykket ham noget videre; — han havde et let og lyst Sind; — men de øvede dog utvilsomt en stor og langtfra altid synderlig heldig Indflydelse til at bestemme Omfanget og Retningen af hans literære Produktion. Forholdene herhjemme var dengang temmelig primitive, Literaturen fattig; der var inden samme en stor Mangfoldighed af Huller at udfylde, mange Opgaver at løse, endog af de for Almenoplysningen nærmestliggende og mest paatrængende; Arbeidsmarken var vid og Arbeidskræfterne faa. Det kunde ikke være anderledes, end at Munch ved disse Forhold og ved sin stadige Pengetrang blev ført til at paatage sig Opgaver, som han under en mere udviklet Konkurrence og en bedre gjennemført Arbeidsdeling vilde have ladet ligge og overladt til andre ringere begavede eller anderledes begavede Forfattere. Han synes at have følt slige Kjæmpekræfter i sig, at han har troet at kunne overkomme, hvad det skulde være. Der var en Tid, da han endog søgte at komme ind i Hverv af en rent praktisk Art. I Aarene nærmest efter 185O, medens han deltog i Redaktionen af «Morgenbladet» og samtidig var paa det sterkeste optaget af andet literært eller videnskabeligt Arbeide, lagde han an paa at blive Statsrevisor. Han blev ogsaa opført paa Listen over Kandidaterne og fik Stemmer i Storthinget; heldigvis fik han ikke Stemmer nok. Welhaven spaaede, at han vilde melde