Side:J. E. Sars - Samlede Værker 4.djvu/206

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
206
Portrætter og Essays

Evner og Aandsretning. Der var her i Virkeligheden aldeles ingen Grund til at tale om Misbrug af høiere, mere ideelle Kræfter i lavereliggende Formaals Tjeneste. —

Det kunde da med større Ret være bleven sagt om hans gamle Skole- og Universitetskammerat Munch, at han, naar han gav sig af med Avisskriveri, Udarbeidelse af Skolebøger og andre slige halvt praktiske Gjøremaal, var som Araberen, der bliver spændt for Arbeidskjærren. Munch var en fra Schweigaard helt forskjellig, i væsentlige Henseender en helt modsat Natur. Schweigaard fører i sine Breve fra Gutte- og Studenterdagene et saa gammelklogt-forstandigt Sprog, at man skulde tro, at han aldrig havde været Barn; ved Munch vedblev der at være noget i høi Grad barnsligt gjennem hele hans Liv. Schweigaard naaede tidlig frem til et Standpunkt, der tilfredsstillede ham, og levede det meste af sit Liv som en i aandig Forstand fastbosiddende, forskanset inden sine opgjorte Meninger som i en fast Borg, hvorfra han kunde gribe ind i det praktiske Livs Spørgsmaal med den Tryghed og Styrke, der virkede saa imponerende. Munch derimod var af dem, der ikke kan slaa sig tiltaals ved et givet Resultat eller en opgjort Mening. Han søgte altid videre frem, — «aldrig træt, dog uden Hvile», som det heder i Bjørnsons ypperlige Mindedigt over ham; hans «Liv var en Reise»; det, som dybest karakteriserede hans Væsen, var den «guddoms-opfyldte Uro», — den «Opdagelsernes Uro, som drev Newton, drev Columbus»; derigjennem er det, at han først og fremst viser sig som den fødte Gransker, Manden med det store videnskabelige Kald. Schweigaard var af de to den i Samtiden uden Sammenligning mest bemerkede og beundrede; han blev allerede som ung juridisk Kandidat, og før han endnu havde udrettet noget andet end taget glimrende Eksamener, nævnt som Norges «bedste» eller «første Søn» (et merkeligt Vidnesbyrd om Forholdenes Ravnekrogiskhed); alle syntes enige om at se i ham et Geni, — man kaldte ham det «store Geni», — han gjaldt, ser det ud til, næsten som Geniet par excellence. Munch stod længe rent i Skyggen, og, eftersom ogsaa han hendrog paa sig den offentlige Opmerksomhed, blev der vel talt om hans merkværdige Hukommelse, hans store Kundskabsfylde, hans rastløse Produktivitet; men stillet som Schweigaard, paa en Plads for sig, blev han ikke; man hørte ham sjelden eller aldrig omtalt, saa ham sjelden eller aldrig omtalt som et Geni. Om hans og Schweigaards gamle Rektor heder det dog, at han skal have sagt, at af de to var det Munch, der havde den største Begavelse. Og at dette virkelig var Tilfælde, derom vil der vel neppe nu længer kunne raade nogen Tvil. Schweigaard var ganske vist en overordentlig, i mange Maader en virkelig stor Personlighed, — ud-