henne Mat aa ain Dram attpaa. Kjeringe takka aa let væl aa sa’e, at de skulde gaa godt me hono. „Ja de vait e fyrr“, sa’e han. Daa Kjeringe va raist’e, vart de ain fæl’e Dur burt i Skoge; de va Trølle som kom. Han kom fram paa ai Slett, der som Guten va me Svinedriftenn sinne. „Ha Kungen faat se ny’e Svinehyrding i Dag?“ sa’e Trølle. „Ja“ svara Guten, „men de skil’e ’ki de“. „Du vait væl inki, at e ska hava ait Svin i Skatt hjaa Kunga te kor Dag?“ sa’e Trølle. „Ænkort ska du saa, um de no ’ki bli ait Svin“, sa’e Guten. „De sko me høggast um“, sa’e Trølle, han gjekk aa bar paa ai stor’e Øks i Høndenn, „Nai“, sa’e Guten, men kaste Økse ifraa de, so sko me dragast um de“. „Aa ja“, sa’e Trølle, „de e væl ovandt aa dragast me de“. Derme rende dai ihop. Guten ynskte se te aa vera ai Løve, aa de vart han, aa so klembde han Jutulen so omogele, at han skraik fælande aa sa’e: „klemb inki so sterkt, de kann vera te Morgos, so ska du kjenne e er sterkare ell i Dag“. „Ja nok“, sa’e Guten, kann hende e bli sterkare e me“. Dai skildest aat paa detta.
Guten kom aat Kungsgarde att um Kvelden segjen aa gla’e. Kungen spurde um han hadde ølle Svine, aa um inki ait Bergatroll hadde vore hjaa hono aa vilja hatt ait Svin i Skatt. „Jau“, sa’e Guten“, ølle Svine har e; Trølle kom nok aa hadde vilja hatt ait Svin, men e sa’e han skulde faa ænkort anna. So vilde han dragast um de, men han rauk, ko sterke han va“. „Vil du no vera min Svinehyrding“, sa’e Kungen, „so ska e gjeva de slikt du vil hava i Løn for Aare, aa nær du ’ki orka lenger, ska du
