svara ho. Presten vart bli’e som ai Smørøskje aa sa’e: „kifør be’e du solaise daa Mor?“ „Jau“, sa’e ho, „ette kort me ha faatt te Fauta her, so ha dai alle vore noko snille Menna, aa bære den som ha kome ell den som va fere; aa denne e den beste taa dai e minnest, aa doytt no han, so faatt me ain endaa bære att i Sta’en. Men ette kort me ha faatt te Presta, so ha han stødt vore verre den me ha faatt ell den som va fere, aa du e no den verste taa øllo e minnest; difor ynski e, at du maatte leva lengi, for doyr du, aa alais kjem’e ’ki du herifraa, so faa me ain endaa verre att i Sta’en de et e visse paa“. Detta sa’e ho, so haile Kyrkjeaalmugin hoyrde de. No vart han sinna att aa sputta aa banna, aa hadde han tort, so hadde han kasta Kjeringe paa Døre, men denne sette han paa Døre sjøl.
