slaa berre ait. Men daa slo han skile hundre Slag. Husbonden la’e daa ogso te, at han Tollaiv skulde flyta Stoga, men han vilde endaa inki. Men koss de gjekk ell inki, so doyde denne Husmannen so snøggt uti Garde sino, at dai mainte alle, at Sme’en hadde faatt Magt te aa slaa han ihel; men de maa e segja, at e inki vait vist.
Paa ain Gard som aite Grihamar budde de før monge Aar si’a ain Mann som aitte Ola. Ain Dag hadde han lagt se te aa kvile ette Dugurde paa ai Slett nordafør Laava; der hadde han aa mange are take se ofto ain go’e Lur. Daa kom de te hono tvær Haugagjento aa den aine hadde gult aa sidt Haar, som va so glansande, som de hadde vore gylt. Ho helsa te hono Ola: „aa væl va du Ola Grihamar; du ligg’e aa kvile, der du pla kvile du“, sa’e ho. „Ja e gjere de“, sa’e han. „Kjære Ola“, sa’e ho, „vil du ’ki laane uss Kjerra di imorgo, me vilde buføre paa Stolen“. „Jau“, svara han Ola, „de kunne nok faa ho, men me vilja buføre me ogso i overmorgo, aa daa bruke me ho sjølve“.“ „Ja e vait de“, sa’e ho, „de sko nok faa ho atte te dess; men imorgo maa du ’ki liggje der“, sa’e ho, „for du ligg’e midt i Vege vaaro, aa nær daa me komo me Buførenn, so kunna me skamfare de, aa de vilde me ’ki, taa di du e so skikkele Mann“. Me’a denne Gjenta sto aa tala ve han, sto hi aa snudde se ifraa hono aa lo for se sjøl. Han Ola akta ’ki noko um detta vi’are, men Haare aat desse Gjentunn tytte han va mair ell fint aa tala um de ofto. Tile um Morgonen va Kjerra burte, aa daa han Ola hadde ete te Dugurds, gjekk
