derme bli ho nok inki aav me Baadne, fyrr du kjem’e aa tek’e de ifraa henne“. „Ja du gjorde gale“, sa’e dai, „daa du tok aav Døtte vaar“. „Nai de gjorde e ’ki“, sa’e han, „aa de segje ’ki du held“, sa’e han ve Kjeringe, „so snart du faar sjaa koss ho leve, men de gjorde gale de som laitte so lengi ette henne, aa alleverst gjorde de, daa de toko te ramla paa dessa Skramlebjølludn som era burte i dessa store kvasrausta Huse; før hadde de ’ki vendt att me di, so hadde de vorte klene allesamne. Men de ’e ’ki mair tala um de no, vil du vera so snill’e aa vera mæ me so faa me nok ut trast“. Dai gøvo hono daa ain Dram aa lite bite i, me’a Kjeringe laga se te, aa so gøvo dai hono Øl, aa han tok te Takke ko han fekk, men han sa’e de: „de maa ’ki grisle paa noko taa di de gjeva me“. Daa no Kona va rai’og’e, so sa’e ho ve Fremandkaren: „de lyt’e væl ain vera mæ me mæ ain Hest“. „Aa nai“, sa’e han aa lo aat di, „me kome væl saint fram daa vait e; men vil du sjaa burti Glase, ska du sjaa, at e har Hest sjøl“. Aa daa ho stirde burt i Glase, daa sto de ute ain stor’e gul’e Hest me ljøs’e Mun aa Rove, aa vænare Hest tytte ho alder ho hadde set fyrr; han sto fere ain Akarsle’e. Daa ho sette se i Slein, ba han ho balle væl Pløgg ikringo se aa inki stire upp, „før me koma te fara noko snøggt“, sa’e han. Aa dai raiste ogso snøggt, so at ho tytte Anden vilde gaa or henne. Daa dai hadde fare so lengi som ain Time, ette som ho tytte, so sa’e han: „no ljøte me kvile lite, me’a Hesten pusta. No kann du sjaa upp, um du kjenne de her“. Daa ho stirde upp, voro dai paa Støle tett ve Sele hennar. Daa dai hadde ete aa drøkke kor
