skjuler for vore Øine Ham, hvis Ansigt dog er Menneskeaandens Livs Sol, saa er dog Solen bag Skyerne og arbeider paa at gjennembryde dem, og naar det sker, naar Lyset faar Magt over Mørket, da vil netop hine Dampe, der skjulte Solen for os, blive den frugtbargjørende Regn, der gjør Jordbunden modtagelig for Indvirkningen af Solens Straaler, og saaledes paa en Maade hjælpe Solen at frembringe Livets Fylde, eller med andre Ord: denne Aandslivets glimrende Lysbrydning, som vi kalde Hedenskabet, er os netop ved sin Glands, sin Skjønhed, Tegnet paa, at Himmellyset dog ikke er slukt, fordi om vi ikke se det, at om end vi i lang Tid glemme Ham, vor Skaber, saa har Han dog ikke glemt os, ikke staaet Haanden af sin Skabning.
Men ved Siden af denne brogede og glimrende Udvikling gaar der en anden, der er alt Andet end broget, en Udvikling, hvor det ved første Øiekast ser ud som det kun er en eneste Ting, der evindelig gjentager sig, nemlig, at Gud Herren i sin Vrede straffer Menneskets Troløshed og Hovmod, men derpaa, naar Mennesket omvender sig, forbanner sig over det, en Udvikling, hvor det derfor ikke, som hist, er Mangfoldigheden og Forskjelligheden, men netop Ensformigheden, der gjør det vanskeligt at se Udviklingen, Fremskridtet. Vi føres her i vor Oversigt over Menneskehedens Levnetsløb hen paa et Standpunkt, i hvis renere Lys hin Verdenslivets laante Glands blegner, til et Standpunkt, fra hvis uendelige Høide dette Verdenslivs Bjerge og Dale udjævnes, og for hvis dybere Livskrav dets tilsyneladende Yppighed forvandler sig til en Ørken, der kun i Phantasiens bedragerske Luftspeiling er fuldt af lokkende Frugter, men for det i Sandhed opladte, klarnede Blik, kun bærer Torne og Tidsler. Men i denne Ørken er der et Punkt, der stiller sig ud, et stille og ensomt Punkt — og netop til det føres vi hen — det Punkt,
