hvor ikke blot, som overalt ellers, Skylaget ovenover forgyldes og farves af det Himmellys, som det skjuler for os, men hvor dette Himmellys som gjennem en enkelt lille Rift i Skydækket skinner rent og ufordunklet ned; vi føres hen til det stille Sted, hvor „Herrens Herlighed“ aabenbarer sig fortærende Verdenslivets Tornebusk, og hvor derfor Herrens Røst lyder til os: „drag af dine Sko, thi den Bund, du træder paa, er hellig!“ med andre Ord: vi føres ind i Historiens Allerhelligste, hvorfra Folkenes Mængde var udelukket, hvortil kun det Folk fik Adgang, der ofrede sin Rigdom, ofrede Alt, der ellers gjør et Folk stort og berømt, ofrede det paa Herrens Alter til at fortæres af Hans Ild.
Dette Folk, der, ofrende sin naturlige Aandsrigdom, som Menneskehedens Ypperstepræst gik ind i Historiens Allerhelligste og stod i den høitidsfulde Stilhed og Ensomhed for Herrens Ansigt, det var Jøderne. Jødefolket ofrede sin verdenshistoriske Storhed i almindelig Forstand; naar man anlægger den almindelige Maalestok paa Jødefolket, da vil man kun komme til at tillægge det ringe Betydning; om ogsaa Æsthetikere og Philosopher ved at betragte Ydersiden af dette Folks Historie har fundet en Titel, hvorunder det har kunnet lade sig gjøre at indrømme det en Plads blandt de saakaldte Culturfolk, nemlig det religiøst og poetisk Ophøiede, saa har det dog kun kunnet blive en temmelig underordnet Plads; thi ser man paa alt det, der gjør et Folk stort og berømt i Verdenshistorien, paa Kunst og Videnskab, paa store folkelige Foretagender i Krig eller Fred, da finder man deraf i dets Historie saagodtsom Intet. Det stod derfor meget lavt i andre Folkeslags Øine: det omtales meb dyb Foragt af romerske Skribenter f. Ex. Tacitus, og i den hos Josephus opbevarede Fortælling af den ægyptiske Historie-
