Denne siden er korrekturlest
ti over læggen til høire ved ankelens led blev han truffet
haardt med en skarpkantet sten. Det var trakernes fører som traf ham,
Peiroos, Imbrasos' søn, som var kommet til Troja fra Ainos.
Begge hans sener og ankelens ben blev knust av den haarde
grusomme sten. Paa ryggen han faldt i støvet og rakte
hænderne bedende frem mot de elskede venner, mens livets
svindende aandepust vek. Hans banemand Peiroos stormet
frem og i navlen han støtte sit spyd, saa tarmene vældet
ut paa den blodige jord, og dødsmørket slørte hans øine.
Men da han atter gik paa, blev han dræpt av aitoleren Toas,
rammet i brystet ved vorten saa spydet sat fast i hans lunge.
Toas gik frem og stillet sig nær og rykket sin lanse
ut av hans bryst, og dragende ut sit hvæssede slagsverd,
gav han ham midt over buken et hugg og voldte hans bane.
Rustningen fik han dog ei; langhaarede trakiske svende
stillet sig rundt sin segnede drot med fældede lanser,
og skjønt Toas var vældig og kjæk og sterk som en jætte,
drev de ham bort, og haardt blev han trængt, da han vek fra den faldne.
Saaledes laa de side om side henstrakt i støvet
trakernes mægtige drot og de malmklædte gjæve epeiers
mandige fører, og talrike stridsmænd segnet omkring dem.
Der skulde ei nogen mand kunne laste de kjæmpendes idræt,
dersom han, skjærmet mot hugg og mot stik av det hvæssede kobber
færdedes blandt dem i tumlen, og Pallas Atene ham førte
venlig ved haanden og vernet ham trygt mot lanser og piler;
ti paa hin ulykkesdag blev mange akaier og troer
strakt paa sit ansigt i støvet og laa der side om side.
haardt med en skarpkantet sten. Det var trakernes fører som traf ham,
Peiroos, Imbrasos' søn, som var kommet til Troja fra Ainos.
Begge hans sener og ankelens ben blev knust av den haarde
grusomme sten. Paa ryggen han faldt i støvet og rakte
hænderne bedende frem mot de elskede venner, mens livets
svindende aandepust vek. Hans banemand Peiroos stormet
frem og i navlen han støtte sit spyd, saa tarmene vældet
ut paa den blodige jord, og dødsmørket slørte hans øine.
Men da han atter gik paa, blev han dræpt av aitoleren Toas,
rammet i brystet ved vorten saa spydet sat fast i hans lunge.
Toas gik frem og stillet sig nær og rykket sin lanse
ut av hans bryst, og dragende ut sit hvæssede slagsverd,
gav han ham midt over buken et hugg og voldte hans bane.
Rustningen fik han dog ei; langhaarede trakiske svende
stillet sig rundt sin segnede drot med fældede lanser,
og skjønt Toas var vældig og kjæk og sterk som en jætte,
drev de ham bort, og haardt blev han trængt, da han vek fra den faldne.
Saaledes laa de side om side henstrakt i støvet
trakernes mægtige drot og de malmklædte gjæve epeiers
mandige fører, og talrike stridsmænd segnet omkring dem.
Der skulde ei nogen mand kunne laste de kjæmpendes idræt,
dersom han, skjærmet mot hugg og mot stik av det hvæssede kobber
færdedes blandt dem i tumlen, og Pallas Atene ham førte
venlig ved haanden og vernet ham trygt mot lanser og piler;
ti paa hin ulykkesdag blev mange akaier og troer
strakt paa sit ansigt i støvet og laa der side om side.
